StockSnap 9YNG14PQJO

Bliv klogere på TuneCore – en af verdens største musikdistributører

Foto: Stock Image

100 % tilbage til artisten. Det er en af grundtankerne bag amerikanske TuneCore, som er en af verdens største distributører af ny musik. Bliv klogere på firmaet her.

Amerikanske TuneCore blev etableret i 2005 og i modsætning til for eksempel The Orchard, som distribuerer musik for independent labels, så arbejder TuneCore direkte med artisterne. Hovedkontoret ligger i Brooklyn, New York, men firmaet servicerer hele verden, og der er i de seneste år blevet åbnet kontorer i større amerikanske byer (Austin, Nashville, Boston, m.fl.) og i Australien, Frankrig, Storbritannien og senest i Tyskland. Tjenesten har også fundet vej til Danmark, hvor navne som Turboweekend, Mikael Simpson, Yung og The Entrepreneurs har brugt TuneCore til at få deres musik ud i verden.

Administrerende direktør Scott Ackerman hjælper os her med at blive lidt klogere på firmaet, og hvad de kan gøre for dig som artist.

Hvad er TuneCore?

Kernen af virksomheden, som var det, det startede ud med for 10 år siden, er en digital platform, som distribuerer musik til digitale butikker. Vi lancerede platformen med et ret banebrydende ‘flat fee’-princip, hvor artisten uploader deres indhold, for eksempel en single eller et album, for et fastlagt gebyr (cirka $10 for en single, $50 for et album – varierer fra land til land, red.). Vi distribuerer så indholdet til over 150 digitale butikker verden over, samler royalties ind og giver 100 % af dem tilbage til artisten.

Så artisten betaler et gebyr, når de uploader, men får selv alle indtægterne?

Ja, de får 100 %. Gebyret er årligt, så hvis man ikke fornyer, bliver indholdet taget ned fra vores platform efter et år.

Hvad er jeres ‘filosofi’?

Vi har egentlig to ting: 100 % tilbage til artisten og verdensomspændende distribution. Vi arbejder virkelig hårdt på at få vores artister så langt ud som muligt, så vi er hele tiden på udkig efter nye platforme. Vi har fornylig lanceret samarbejder i Afrika, Indien og Taiwan (KKBOX), så der er stor fokus på, at det skal være hele verden. Og ja, så har kernen altid været, at artisterne arbejder virkelig hårdt på deres musik, og det skal de selvfølgelig betales for. Så derfor får de 100 % af de royalties, de tjener.

Har I folk i alle de områder, I arbejder i?

Vores hovedkvarter ligger i Brooklyn, og det er der, vi udvikler teknologien, har vores marketingafdeling og al den slags. Men selvom vi er en webshop, som fungerer i hele verden, og selvom man kan lave rigtig meget god online markedsføring, så er det også vigtigt at have folk i marken. Så vi begyndte at udvide til større US-byer, som Nashville, Austin og Atlanta. TuneCore.com kan bruges af alle, men vi arbejder på at lancere flere og flere lokale sites, så du som artist kan bruge et site på dit eget sprog og kan se, hvad du betaler, og hvad du får af royalties, i din egen valuta. Vi har lanceret i Canada, UK, Australien, Japan og senest i Tyskland. Vi kommer ikke til at kunne lancere sites i alle lande, men i hvert fald de steder, hvor der er et stort antal artister, som kan bruge vores hjælp. De steder har vi også brand managers, som arbejder på at udvide kendskabet til os, og det vi laver, så artisterne ved, hvad de kan bruge os til. Selvom musikindustrien er blevet så digital, som den er, og der er mange ting, man kan gøre selv, så er der stadig mange der tror, at man skal være signet til et label for at få sin musik distribueret – og det mener vi ikke er rigtigt.

Udover at distribuere musikken, gør I så noget for at ’pushe’ den?

Ja, absolut. Vi har et rigtig godt forhold til de digitale butikker, og fordi vi er den største distributør af nyt indhold, så er de også meget interesserede i at arbejde sammen med os. Vi får lige så mange placeringer på playlister, som andre aktører. Der er en teori om, at det kun er labels, der får den slags, men det passer ikke. Det er selvfølgelig subjektivt, for det er jo holdene i hvert af de digitale outlets, der bestemmer i sidste ende. Men vi arbejder hårdt på også at få resultater på den front. Det er ikke en del af vores service som sådan, så det er ikke noget, vi reklamerer med, for der er ikke nogen garantier for, at det lykkes. Men vi gør, hvad vi kan.

Finder I selv artister eller venter I på, at de kommer til jer?

De skal komme til os. Vi gør, hvad vi kan for at få vores brand så bredt ud som muligt, men artisterne skal selv bestemme, hvem de vil bruge. De sidste par år har vi udvidet vores services, så vi ikke kun er en distributionsplatform. Vi har en publishing-del, så vi også kan hjælpe sangskrivere, en sync-afdeling (placering i film, tv, mm., red.) og et YouTube-produkt, så du rent faktisk får betaling, når din musik bliver spillet eller brugt på YouTube. På de services tager vi dog kommission af indtægterne, men artisten får stadig 80 %. Lige meget hvilke og hvor mange af vores services, man bruger, så er man stadig helt uafhængig som artist – det er virkelig vigtigt for os. Vi vil gerne blive ved med at føje services til vores udbud, så det forhåbentlig på et tidspunkt bliver sådan, at man kan få alt, som man kan få hos et label, hos os.

Men det at være signet på et label giver vel også en form for ’blåstempling’ af artisten?

Ja, men jeg tror, det er en tankegang, der ikke helt holder længere. Vi har mange artister, som har klaret sig rigtigt godt, og samtidig har bevaret deres uafhængighed, og som kan fortælle dig, at du ikke har brug for et label. Selvfølgelig har labels nogle fordele og dygtige folk til at hjælpe dig, men jeg synes, at man mere og mere ser, at independent artister udvikler deres egne hold, efterhånden som de får mere succes. Vi giver dem for eksempel også adgang til streamingdata, som kan hjælpe dem med at bestemme, hvor de skal styrke deres PR-indsats, tage på tour osv.

Føler du, at artisterne har samme relation til TuneCore, som de ville have til et label?

 

Helt bestemt. Vi gør meget for at få dem til at føle, at de er del af et fællesskab. Den slags er virkelig vigtigt. En af de fascinerende ting, som jeg har lært, er, at artister ikke er bange for at dele deres erfaringer med hinanden. De vil gerne hjælpe hinanden. Det synes jeg ikke, man ser på samme måde i andre brancher. På vores blog startede vi med selv at skrive indlæggene, men nu får vi også artister til at dele deres historier, så de kan hjælpe andre.

Der findes desværre ikke en dansk TuneCore-side på nuværende tidspunkt, men du finder hovedsiden her

Få redskaberne til at kickstarte din karriere som professionel artist via Innovative Artist Academy