fbpx

Ea Kaya: Man må have den indstilling, at musikken er så god, at den skal ud lige meget hvad

06 sep Ea Kaya: Man må have den indstilling, at musikken er så god, at den skal ud lige meget hvad

Foto: Petra Kleis
Tekst: Nikoline Skaarup

Ea Kaya har i høj grad sig selv og sit store engagement at takke for den succes, der begynder at omgive hendes popprojekt. Med en signing til drømmeselskabet No3 i ryggen og udenlandsdrømme for fødderne fortsætter hun det spændende eventyr, der venter hende, og følger efter en lang periode med hård kamp og beundringsværdig målrettethed.

“Remedy”, debutsinglen fra den danske sangerinde og sangskriver Ea Kaya, er et ærkeeksemplar på den perfekte (electro)popsang. En stærk vokal, knivskarp produktion, et nedtonet vers, der langsomt bygger op til et omkvæd der hænger ved lang tid efter, nummeret er slut, og et c-stykke, der får sidste omkvæd til at lyde endnu mere episk end før. Siden udgivelsen i 2017 har det stadig unge talent bevist, at det ikke var en engangsforestilling, og således er andensinglen “Tied Up” endnu en demonstration udi fængende sangskrivning og eksemplarisk udførelse.

Og lad os få en ting på det rene: Ting er ikke bare kommet til Ea Kaya. Hun er ikke “bare” blevet opdaget af et hold, som nu skriver den ene popsang til hende efter den anden. I første omgang har hun kun sig selv, sit gåpåmod og sin tag-ikke-et-nej-for-et-nej-mentalitet at takke for den spændende rejse, hun nu er ude på.


Take off


Det hele startede, da Ea Kaya stadig var meget ung, og efter eget udsagn var »alt for meget på internettet.« Som 13-årig havde hun en Youtube-kanal, hvor hun på en eller anden måde formåede at få en anseelig mængde subscribers og views. Selv tror hun, det har været en blanding af held og så det faktum, at hun faktisk allerede dengang var ret taktisk i forhold til at holde øje med, hvad dem med mange views gjorde. Hun fulgte med på Billboard.com, så hun hele tiden var opdateret på, hvad der hittede, og løbende fik hun det ind under huden, hvordan en hitsang var opbygget, og hvordan sociale medier fungerede.

Som 14/15-årig begyndte hun at skrive for alvor, og tiden gik med at skrive og spille, skrive og spille: »Det gjorde jeg mest alene, og jeg kan nok råde folk til at gøre det med andre, så man får noget feedback. Jeg har bare siddet på mit værelse,« fortæller hun, da vi møder hende under SPOT Festival, hvor hun er på plakaten.

Selvom lidt løbende feedback set i bagklogskabens lys nok ikke havde gjort skade, blev Ea Kaya til gengæld tvunget ud i at lave alting selv fra bunden af, og det er hun overbevist om også har givet meget, især på sangskriverfronten, hvor hun, modsat mange andre der laver popmusik, faktisk kan sidde og skrive på egen hånd. »Det er blevet lidt en maskineri-branche,« påpeger hun om tendensen til at meget få skriver deres egen musik.

Da Ea Kaya pludselig kunne trække en studenterhue over hovedet og dimitterede fra gymnasiet, blev jagten på en musikkarriere et fuldtidsjob. Nu ville hun have partnere på, for det gik så småt op for hende, at hun ikke kunne løfte det hele alene.

»Jeg begyndte at spare penge op og arbejdede rigtig, rigtig meget. Jeg lavede stort set ikke andet end at arbejde og lave musik – no Asia trip,« griner hun.

Pengene som de fleste i hendes alder dengang netop brugte på at rejse, brugte hun på at hyre producere, og tiden mellem arbejdsvagterne brugte hun på at lave demoer og skrive sange. Sådan gik to et halv år, og selvom hun påpeger, at det måske ikke lyder af så meget, så er det lang tid, når det er det eneste, man laver, og det derudover sender dig ud i en konstant rutsjebanetur.

»Man bliver hele tiden hevet op og ned, der er mange skuffelser og mange mennesker, der har en mening om alting. Det lærer man meget af, og man får meget hård hud af det. Jeg tror, mange bliver slået ud, men hvis man virkelig gerne vil det, så må man også bare have den indstilling, at musikken er så god, at den skal ud lige meget hvad.«

Cirka to år efter demo-ræset, havde Ea Kaya sat sig fast på sin lyd, og hun havde spottet det pladeselskab, der skulle udgive den.

»Det har meget at sige, hvilket label, man har i ryggen. Jeg lyttede rigtig meget til Chinah, og jeg synes bare, det var nogle fede profiler, No3havde. Det var elektronisk alt sammen udover The Minds of 99, og det var meget selvstændige bands og artister, som skrev det hele selv og ofte også producerede det hele selv. Det kunne jeg bare godt tænke mig at være en del af. Jeg synes, at mange major labels signer rigtig mange ting, og så smider artisterne rundt til sessions med de samme mennesker. Så kommer der en masse ud, der lyder ens, og jeg synes, det er så røvsygt.«

Det var med overvejelser som disse inklusivt identifikationen med No3’s internationale visioner, der fik Ea Kaya til at sende demoer ind til No3 og som hun selv siger det »være lidt irriterende.« Men hun kunne tillade sig det, for på den anden side stod andre pladeselskaber, der havde vist interesse. Det var imidlertid ikke meget værd, for Ea Kaya stod fast på, at det var No3, hun skulle signes på.

»Til sidst tilbød de mig en pladekontrakt. Men det tager masser af tid, og man skal ikke have nogen jantelov. Man skal virkelig presse på. Og så gælder det om at dygtiggøre sig og selv synes, at ens musik er god. Man skal være lidt ligeglad med, hvad en eller andet fra et demoudvalg synes. Hvis de ikke kan lide det, må man sende til nogle andre, for så er det ikke dem, man skal arbejde med.«

Generelt har Ea Kaya haft et rimelig godt kendskab til branchen på forhånd, og det har nok også hjulpet hende til ikke bare at hoppe på det første og det bedste. Og som det gælder alt andet i hendes foreløbige karriere, har hun selv hjulpet sig til det kendskab, hun i dag besidder.

»Jeg har været ret opsøgende. Jeg har været til mange foredrag, workshops og camps og sådan noget over de sidste år og har også læst nogle musikbranchebøger. Og så har jeg været super god til bare at stalke,« griner hun og fortsætter: »Det handler helt vildt meget om at have kontakter, og det er pisseirriterende. Jeg havde nul kontakter, da jeg startede, og derfor har det taget 300 år at nå hertil. Men man bliver nødt til for sin egen skyld at vide sådan nogle basic ting, så som hvad publishing er. Der er mange, der bare underskriver et eller andet. Man kan meget hurtigt komme til at gå med til ting, som man måske ikke har gennemtænkt.«

Selvstudie i den gode popsang


Som nævnt i starten af artiklen her, dykkede Ea Kaya som helt ung ned i, hvad en hitsang var for noget. Hvem var garanter for den, og hvordan var den bygget op. Der er især én kunstner, hun nok ikke kan løbe fra har spillet en afgørende rolle i pophit(selv)skolingen.

»Jeg tror, det havde ret meget at gøre med, at jeg havde lyttet vildt meget til Taylor Swift, og det siger jeg i alle interviews, så det er lidt irriterende, men det er rigtigt. Jeg tror, hun har lært mig at skrive sange.«

Derudover har det selvfølgelig spillet en rolle, at musik var Ea Kayas passion fra start.

»Hvor andre måske gik til ballet, sad jeg på mit værelse og spillede sygt dårlig guitar og lærte popsange, der lå i toppen af Billboard, da jeg har været 13/14 år. Ubevidst begynder man at lære, hvilke akkordrundgange, der går igen, hvad broens funktion er, og hvordan folk bruger sproget.«

Da hun sad og rodede med sine popsange alene på værelset, var selvtillid- og kritik det bedste værktøj. Hun spillede det ikke for andre – primært grundet generthed, som stadig lurer lidt bag kulissen på en dag som denne, hvor hun skal optræde for et større publikum – men hvis hun selv syntes, det var fedt, så stolede hun på sin dømmekraft. Inden hun nåede den erkendelse, at nummeret var fedt, kunne selvkritikken dog have været i gang, og det kunne tage både timer og måneder at færdiggøre en demo.

»Nogle gange kan jeg bare ikke knække et stykke i en sang. Så bliver jeg sur på den og lægger den væk. Så samler jeg den måske op senere. Men der skal en del til, at jeg synes, noget er rigtig godt, så det har været mig selv, der har dømt, hvornår noget var godt, for jeg har ikke spillet det for mine parents,« griner hun. »Jeg tør stadig ikke invitere dem til mine koncerter.«

Vender vi mod slut tilbage til Ea Kayas kærlighed til No3, lå en del af denne som sagt også i stræben efter international succes for deres artister, og den er faktisk også ved at komme til Ea Kaya. Kort tid efter, hun i 2017 signede til No3, fik hun en international signing i bogen også. Det er grunden til, at det har gået lidt langsomt i starten, for der er mange ting, der skal på plads, når man forhandler udenlandsk.

»Hvis jeg lavede musik på dansk og bare sigtede efter et publikum herhjemme, var det naturligvis totalt irrelevant at få udenlandske partnere på projektet. Men hvis man sætter mig op imod andre, der laver lignende musik, og som har samme ambitioner om at nå ud over grænserne – ja, så har jeg pludselig et betydeligt forspring.«

Det forspring tror hun også bunder i, at det har stået klart fra start, hvad hun og pladeselskabet ville. Det er ikke et »udviklingsprojekt«, siger hun.

»Jeg kommer med sange, som basically er færdige. Jeg ved, hvordan det skal lyde i forhold til produktion, og jeg ved, hvordan det hele skal se ud. På den front er det bare gået hurtigt, og det har folk gerne ville byde ind på. Men i bund og grund handler det bare om at skrive de gode sange. Man kommer ingen vegne uden dem,« slutter hun.

Om lidt kalder hendes koncert på SPOT Festival, som har ligget højt på mange af årets must-see-lister.

Tags:
,