custom Custom Size 23905483 298522573969466 548706275038294679 n

Mads Jacobsen fulgte drømmen og fik en pladekontrakt: “Det vigtigste er at tro på sig selv. Stop med at være alt for selvkritisk, og tag ja-hatten på.”

Foto: Amanda Sejersen
Tekst: Pernille Vingaard

22-årige Mads Jacobsen har længe gået med drømmen om at blive Danmarks næste store popstjerne. Efter at have deltaget i brancheforløbet Innovative Artist Academy fik han modet og de rigtige kontakter til at gå videre med sin musik. Nu er han signet på Mermaid Records, et underselskab til Sony Music.

Det danske landskab er spækket med spirende musikalske talenter, der brænder for at slå igennem med deres musik. Men vejen op til overfladen kan være en lang, svær og forvirrende rejse, der kan kræve mange forsøg og omveje undertiden. For Mads Jacobsen bestod bremseklodsen netop i forvirringen om hvordan han skulle tage det næste skridt frem på sin musikalske færd.

Fra drøm til virkelighed


Den 22-årige singer-songwriter har sunget igennem hele sit liv, og er vokset op i en musikalsk familie i det jyske, hvor både mor og bror også spiller musik. Kærligheden til musikken og drømmen om at skrive sange og komme ud og optræde med eget materiale har derfor fulgt ham lige fra barnsben af.

Incitamentet til at gå ud med sin musik har Mads Jacobsen haft længe, men de rette værktøjer, de rigtige kontakter og en tilpas portion mod har manglet, for at gøre musikerdrømmen til virkelighed. Det blev der lavet om på efter han meldte sig til forløbet Innovative Artist Academy i Aarhus.

“Jeg tilmeldte mig Innovative Artist Academy dagen før tilmeldingsfristen lukkede, da jeg var i tvivl om, om det var det rigtige at gøre. Det viste sig at være det bedste jeg nogensinde har gjort,” fortæller han, og uddyber: “Innovative Artist Academy har taget mig skridtet videre mod min store drøm. Jeg har fået en masse gode kontakter som jeg ikke havde inden forløbet. Det gav mig lysten og håbet om at fortsætte jagten efter min drøm, og gav troen på mig selv.”

 

Kom tættere på din drøm på Innovative Artist Academy

 

På modulet i sangskrivning, afholdt af Anna Bell Bentholm, blev Mads og resten af holdet præsenteret for en masse metoder til at nuancere sangskrivningen og beskrive ting på andre måder end man normalt ville gøre, ligesom de blev rådet til at prøve ikke at være alt for selvkritiske. Alle kursister var blevet bedt om at medbringe et af deres egne numre til modulet, som skulle afspilles i plenum. Begejstringen for Mads Jacobsens nummer var stor, og han fik masser af ros med på vejen fra både sine medkursister og underviseren.

“Anna var virkelig imponeret, og hun spurgte mig, om hun ikke måtte sende det rundt til nogle producere som hun kendte. Jeg sagde selvfølgelig ja, og var virkelig begejstret og glad for alle de positive reaktioner. Samme dag tog jeg hjem efter modulet og skrev en sang. Jeg tænkte på nogle af de ting hun havde lært os, især på det med ikke at være for selvkritisk. Jeg tog ja-hatten på og skrev en glad popsang. Der gik en uge eller to, og jeg var begyndt at tænke: nå, der var nok ikke nogen, som var interesseret. Men så fik jeg svar fra Anna. En dygtig producer ved navn Christoffer Stjerne var interesseret. Jeg skrev lidt med Christoffer og vi aftalte at mødes. Vi indspillede den nye sang som jeg lige havde skrevet sammen med en af Christoffers venner Asger, og det blev pisse fedt. Det var en kæmpe oplevelse for mig.”

“Tag chancen og spring ud i ting selvom du tvivler”


Christoffer Stjerne præsenterede efterfølgende nummeret for pladeselskabet Mermaid Records, der hurtigt blev fascineret af Mads Jacobsens musikalske talent, og med det samme valgte at signe den unge singer-songwriter.

Jeg fik nyheden fra Christoffer, og jeg kunne ikke tro mine egne ører. Vi havde kun lavet én sang sammen, som allerede gav pote. Jeg holdt fødselsdag for min familie samme dag, så det blev fejret med et par kolde øl og kage i det bedste selskab.

Nu er Mads Jacobsen fyldt op med gåpåmod og selvtillid, og har store forhåbninger om en dag at kunne indtage nogle af landets store festivalscener med sin musik:

“Jeg håber og tror, at den musik vi laver nok skal blive taget godt imod. Jeg håber, at kunne leve af at optræde med mine egne sange, og håber og krydser fingre for, at det en dag vil føre mig til Bøgescenen på Smukfest”

Går der andre håbefulde talenter rundt derude, der også drømmer om at blive signet på et pladeselskab, lyder Mads Jacobsens bedste råd: “Det vigtigste er at tro på sig selv. Stop med at være alt for selvkritisk, og tag ja-hatten på. Tag chancen og spring ud i ting, selvom du tvivler.”

 

Drømmer du også om at slå igennem som musiker? Læs mere om Innovative Artist Academy og ansøg herunder: