Nikoo

Seks tips til din digitale markedsføring

Hvordan optimerer du din tilstedeværelse på de sociale medier og skærer igennem den digitale støj som upcoming artist? Det kan du få lidt råd til her.

Hvis der er nogen, der har fingeren på pulsen i forhold til digital markedsføring, så er det Nikoo Sadr. Hun er Head of Digital Training hos engelske Music Ally – en slags konsulentvirksomhed med fokus på musik og teknologi, og sammenspillet mellem de to – hvor hun blandt andet rådgiver pladeselskaber og artister. Derudover arbejder hun også for festivalmoderskibet Glastonbury og har sit eget eventbureau.

Især som upcoming artist kan det være svært at skære igennem den digitale støj og der er ingen, der har ’opskriften’ på, hvordan man lige præcis gør det. ”Udfordringen er helt klart at skabe larm omkring sit projekt,” siger Nikoo Sadr. ”Den kreative idé slår alt. Men du må ikke prøve at lave noget, som ikke er dig, og som ikke passer til dig og dit band.”

Her giver Nikoo lidt råd til, hvordan du kan optimere din tilstedeværelse i det digitale rum.

1. Find ud af, hvad dit brand er


Jeg hader egentlig at kalde det dét, men vi kan ikke komme uden om, at bands ikke bare er bands i dag. De er brands, og der er en lang række af ting, man kan gøre for at promovere sin musik. Find ud af hvilke platforme, der passer til dig og dit publikum, og lær at bruge dem ordentligt.

2. Kend dit publikum


Det er sindssygt vigtigt at vide, hvem ens fan er, hvis man vil kommunikere med dem på dem rigtige måde. Tjek ’insights’ på dine sociale medier, for at få styr på demografien. Og så er det geniale ved for eksempel Facebook jo også, at man kan kommunikere direkte med sine fans, så hvis der er noget, man er i tvivl om, så kan man jo spørge dem.

3. Lad være med at poste dårligt indhold


Det burde give sig selv, men der kan godt være en tendens til at poste noget bare for at poste noget. Lad være med det. Tænk i narrativer. Hvis du for eksempel skal i studiet eller ud og spille live, så lad være med bare at poste ‘jeg spiller koncert her’, men opbyg en historie omkring det, som indgår i et længere personligt og sammenhængende narrativ, som danner et billede af dig som artist.

4. Vær konsekvent og vedholdende


Find ud af hvordan du gerne vil kommunikere med dine fans og vær konsekvent omkring det. Nogle artister taler meget direkte til sine fans, og det kan være rigtig fint, men kun hvis det er noget, du selv har det godt med. Det er også vigtigt at være vedholdende omkring det, og huske på, at det hele ikke kommer på en dag – det tager lang tid at opbygge en fanbase.

5. Spil live


Det her er selvfølgelig ikke direkte digitalt, men man skal huske, at den her branche handler om mennesker. Kom ud og se, hvem dine fans er og tal med dem. Det er essentielt for at få startet en fanbase.

6. Dyrk branchen og opsøg samarbejder


Opsøg musikbranchefolk og – events. Det kan være med til skaffe dig forbindelser, som kan hjælpe dig på vej. Vær åben overfor alle slags samarbejder og del din viden – så får du nok også noget tilbage den anden vej.

 

I dag arbejder Nikoo som Interactive Marketing Manager hos den verdensomspændende musik og film distributionsvirksomhed The Orchard.

Interviewet er skrevet af bandsoftomorrow.dk