profilbillede fra BoT e1447070708864

“Men i sidste ende, så handler det jo om, om man laver god musik”.

Tanja Toubro, tidligere chefredaktør på Bands of Tomorrow udtaler sig om, hvad det er de som online musikmagasin ligger vægt på, når de modtager nyheder fra bands og spillesteder.


Hvad har en god nyhedsværdi for magasinet?


Først og fremmest skal der være aktualitet, altså at der er noget aktuelt at skrive om; en koncert, en single, en plade. Mange bands sender os først for eksempel deres EP, efter den er udkommet, og der er det næsten allerede for sent for os. Hvis vi kan få materialet i god tid før udgivelsen, har vi større chance for at finde en anmelder, og så kan vi udgive anmeldelsen eller omtalen lige op til eller på udgivelsesdagen. Det højner nyhedsværdien for os. Samtidig vægter vi også om andre medier allerede har skrevet om nyheden. Hvis der er skrevet en masse om for eksempel en ny musikvideo, bliver det mindre attraktivt for os at skrive om den.

Skal man udfylde nogle kriterier, for at blive skrevet om på magasinet?


Man skal være dygtig. Men vi har ikke deciderede parametre, vi måler efter – det kan man jo ikke rigtig med musik. Samtidig skal man jo være et ret nyt navn, da vores fokus hovedsageligt ligger på upcoming og breaking artister. Vi har som sådan ikke en bundgrænse i forhold til hvor ‘små’/nye bands, vi skriver om. Vi lytter til musikken, og hvis vi kan høre kvalitet og potentiale i det, tager vi det i betragtning til sitet. Vi diskuterer også ofte, hvornår et band er for stort til os, og det er heller ikke noget, man kan sætte håndfaste grænser for, så vi afvejer fra gang til gang.

Hvordan bryder man igennem mængden af alle de nyheder, I dagligt modtager?


Det er lidt svært at sige noget bestemt, man kan gøre. Som udgangspunkt ser vi alle mails, der kommer ind til redaktionen, igennem. Udover at man skal lave musik, som vi kan høre potentiale i, så hjælper det også, hvis man har styr på sit pressemateriale. Vi skal bruge pressetekst- og billeder, og så skal man, som jeg også sagde før, sende os tingene i så god tid som muligt. Vores magasin er i høj grad baseret på frivillig arbejdskraft og alle der skriver for os har derfor både studier og job ved siden af, og det er derfor en stor hjælp, hvis vi kan planlægge ting i forvejen. Med mindre nyheder betyder det ikke så meget, men både live- og pladeanmeldelser kræver planlægning. 

Vægter I materiale fra pladeselskaber m.fl. højere end det man som artist selv sender ind?


Som udgangspunkt nej. Vi lytter til musikken og beslutter om det er noget, vi vil skrive om. Men det betyder noget, at man medsender en god pressetekst og nogle gode pressebilleder. Vi oplever ret tit – oftest med bands som ikke har PR-folk tilknyttet – at ingen af delene bliver sendt med og det besværliggør det for os, da vi så skal bruge tid på at fremskaffe det. Så det gør det nemmere for os, hvis vi får det hele på én gang.

Har du nogle gode råd til artister, som gerne vil have omtale i medierne?


Jeg kommer nok til at gentage mig selv, men hvis man sender godt pressemateriale i god tid, så er man allerede nået langt. Det kan også være en god idé at følge op på mailen, når vi nærmer os ‘deadline’ (udgivelsen, koncerten o.l.) – især hvis du er har sendt materialet i rigtig god tid. Men i sidste ende, så handler det jo om, om man laver god musik.