04 jun boy pablo har fødderne solidt placeret på jorden i den hektiske musikverden: »Skab musik, som du kan lide, ikke som alle andre kan lide.«

Foto: Patricia Henson

Tekst: Johanne Nedergaard

Boy Pablo har en livsfilosofi om, at man altid skal have sig selv og det gode humør med – om det så er i musikken eller livet generelt.  

boy pablo er en sjov størrelse. På den ene side, er der en ellevild fanskare, en optræden på Coachella og svimlende streamingtal. På den anden side, er der en dreng, der ser ud til at være i gang med et af sine første sabbatår med et charmerende og halvdovent smil, og et par fødder der er solidt placeret på jorden. 

Det er dagen efter Nicolas Pablo Muñoz, frontmanden i boy pablo, og vennerne har fyret op for en tætpakket Sentrumscene i Oslo. Lyden er inderlig bedroom-pop, som lugter af dagdrømme og bløde teenageforelskelser, og på scenen står en gruppe drengerøve, som elsker det, de laver. I dag sidder Nicolas med resten af slænget på en Deli (svarende til en 7-eleven, men med siddepladser). Humøret er højt, øjnene er tunge og jeg bliver taget varmt imod gruppen. I et kort øjeblik føler jeg mig som en 17-årig, der skal til at hænge ud med de seje gutter inde i byen. Jeg får lov til at sidde ved siden af Nicolas og tage en snak under to øjne. Jeg starter ud med at spørge ham, hvornår han begyndte at lave musik.

»Hele min familie spiller musik. Min far synger, og min mor spiller en masse instrumenter. Mine brødre og min søster spiller også guitar og synger. De introducerede mig til latinmusik, The Beatles og… ret meget alt musik faktisk,« siger han, mens han griner lidt og fortæller videre: »Jeg lærte at spille trommer og guitar fra en tidlig alder, og så begyndte jeg at synge en smule.«

Mens vi sidder og snakker om hans musikalske ophav, kommer der en ung fyr hen og beder om et billede. boy pablo kommer med et stort smil, og siger selvfølgelig ja. Da billederne er blevet taget på den beundrende fans analog kamera, og Nicolas sætter sig ned igen, spørger jeg ham, om det sker tit. »Kun i Oslo,« siger han og fortsætter: »i Bergen har jeg en bil, jeg kan gemme mig i.«

Og lige netop den voksende fanskare og populariteten har i den grad vendt op og ned på Nicolas’ liv. Jeg spørger ham, hvordan rejsen har været siden udgivelsen af deres første single i 2016 og frem til nu.

»Er det allerede fire år siden?« siger han overrasket og slår en høj latter op. »Det har været skønt. Det her projekt er blevet meget større, end jeg turde håbe på. Alle der begynder at lave musik, har jo en drøm om, at spille for en masse folk og få sine sange ud.« 

Sangene er i den grad kommet ud. I skrivende stund har boy pablo streamingtal, der er på knap 300 millioner, 479 tusind følgere på Instagram og 146 tusind subscribers på YouTube. De høje tal virker dog ikke til at have steget hverken Nicolas eller de andre bandmedlemmer til hovedet:

– Hele processen har været vild, men vi prøver altid at være ydmyge og være taknemmelige for den chance, vi har fået. Der er mange musikere, der prøver at slå igennem, og der er et godt stykke til dér, hvor vi er nået. Vi er bare så glade for, at der er nogen, der vil høre vores sange!

Rødder fra Chile

Jeg vil gerne spore samtalen ind på Coachella-optrædenen, og regner med, at det ville komme på banen, da jeg spørger, hvad den største oplevelse har været for Nicolas indtil videre. Der bliver jeg dog overrasket, for han svarer, at den største oplevelse hverken har haft noget at gøre med store tilskuertal eller at være headliner på en festival: »Det var meget specielt at få lov til at spille i Chile, hvor meget af min familie så koncerten, sidste år i november. Der foregår en masse optøjer i, og vi kom derned i midten af det hele.« Nu er det mere alvorlige ansigtsudtryk tilbage. Han fortsætter og siger med varme i stemmen: »Folk var vildt energiske. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal beskrive det. Folk er jo vilde til koncerter, men det her var bare noget helt andet. Efter koncerten kom mange op og sagde tak, fordi vi kom under omstændighederne. Det føltes godt at kunne bringe lidt glæde ind.«

Taknemmelighed og ydmyghed, frem for penge og berømmelse, er der hvor Nicolas’ prioriteter ligger. Og det mener han, er noget han har lært fra barnsben: 

– Mine forældre er meget ydmyge. Min far kommer fra en virkelig fattig familie i Chile, så det har helt klart haft et aftryk i min opvækst.

»Jeg er ikke altid glad. Men jeg vil ikke lave musik, der fremhæver de sørgelige følelser.«

At fokusere på glæden, må siges at være hovedmålet med boy pablos lyd, der har en simpel opskrift: lækkert klangfuld elektrisk guitar, en bittersød vokal og melodier, der kan få selv en grå mandag til at virke solskinsrig. Man bliver med andre ord glad i låget af både at høre sangene og – især også – at se boy pablo på scenen. Når man ser fem gode venner stå og have en fest på scenen, hvor der både bliver grint, fjollet og spillet guitar med tænderne (ja, det skete faktisk), så er det svært at tro på, at den storsmilende frontmand kan være andet end glad. Jeg spørger ham ind til det, og han griner igen og svarer: »Jeg vil ikke sige, at jeg har flere dårlige end gode dage, men det er nok 50/50. Jeg ved ikke hvorfor, men når man får så meget opmærksomhed og omtale, så gør det bare et eller andet ved dit mentale helbred.«

Nu er smilet lidt mindre, og blikket er mere alvorligt. Han fortsætter: 

– Jeg har hørt om mange folk på min alder, der døjer med det samme. Presset om at være god nok. Jeg er ikke altid glad. Men jeg vil ikke lave musik, der fremhæver de sørgelige følelser. Det er godt, at man laver musik om, at der også er dårlige dage, men jeg synes at budskabet skal gå efter, at man skal fokusere på de gode følelser. Man bliver nødt til at se frem og håbe på, at det bliver bedre.

Interaktion med fans

Lytternes velbefindende betyder meget for Nicolas. Faktisk er han nok en af de få musikere, der vælger at mødes med sine fans efter hver optræden, når han er på turné.

– Jeg får næsten dårlig samvittighed, hvis jeg ikke tager ud og møder mine fans, der står og venter. De er jo så begejstrede, og så vil jeg også gerne give noget tilbage. Der er stor forskel på at stå på scenen og kigge på en flok, og så at møde dem i virkeligheden, hvor man rent faktisk kan snakke sammen, forklarer han. 

Åbenheden overfor fans falder Nicolas helt naturligt – det så jeg selv, da den generte fyr kom hen til ham og bad om et billede, og jeg kan mærke det nu, hvor vi sidder og har en snak, der mest af alt føles som at snakke med en god, gammel ven. Men hvordan kan han holde til altid at være så åben over for fremmede, der vil snuppe noget af hans tid? Han smiler og svarer: »Til tider er det meget udmattende, men det er det værd. Når jeg ser deres ansigtsudtryk, så ved jeg, hvorfor jeg gør det.«

boy pablos management har også arbejdet med interaktion til alle fansene rundt omkring i den store verden. De har blandt andet oprettet en telefonlinje, hvor man kunne ringe ind og høre boy pablos kommende single ved at presse 1, eller lægge en besked ved at presse 2. 

Da vi sidder og snakker om det, fortæller boy pablo, at der faktisk var nogen der lagde op til 40 beskeder på telefonsvareren. Han slår endnu en latter op og ryster lidt på hovedet. Nogle gange virker de store tal og opmærksomheden til at være helt uvirkelig for ham.

Det gælder om at have hjertet med

Når man kigger på de mere administrative aspekter af musikkarrieren for boy pablo, virker det også til at være dejligt nede på jorden, og hverken  handle om at skovle en masse penge ind eller få så mange streams som muligt (selvom begge ting nu er lykkedes meget godt) – det handler om at have det rart, fedt og sjovt. Ham og vennen Fabio startede 777 MUSIC op som et DIY-projekt, der sidenhen må siges at have fået god vind i sejlene – måske fordi deres take på musikindustrien er anderledes og mere jordbundent. Jeg spørger ham, hvad hans kode til godt samarbejde i en musikbranche med spidse albuer er:

– Skab musik, som du kan lide, ikke som alle andre kan lide. Kom i kontakt med folk, der faktisk støtter dit projekt og kan lide dine sange, og ser en fremtid deri. Folk vi arbejder med skal være med i det på grund af musikken og ikke på grund af pengene. De skal være ydmyge og gøre det for musikkens skyld.

Det gælder altså om at have hjertet med og fødderne solidt placeret på jorden. Et mantra, som Nicolas prøver at leve efter, og efterhånden har god erfaring med. Han fortæller videre:

– Det er også en god måde at møde folk i øjenhøjde på – der er ingen, der kan lide et arrogant dickhead. Folk kan ikke lide cocky folk!

Vi griner (igen) af hans lille sure (og velfortjente) opstød til røvhuller i musikbranchen. 

Meget af presset og de høje forventninger, man ellers kan møde i musikverdenen, virker til at prelle af på Nicolas. Da jeg spørger ham, om han nogensinde bliver nervøs for en koncert, svarer han selvsikkert: »Nej, ikke længere. Bare hyped,« og smiler, mens han uddyber: »Det er kun gode nerver, der er tilbage. De sange vi turnerer med nu, har vi jo spillet i tre år, så de sidder på rygraden. Jeg tror, at jeg godt kunne begynde at blive nervøs, når vi skal spille nye sange.«
At Nicolas nogensinde skulle blive ramt af nervøsitet er svært at forestille sig, når man ser ham slynget tilbage i sædet på Deli’en i Oslo med det smørrede smil. Hvis der er en ting, boy pablo kan lære os andre, så er det at tage en dyb indånding, kigge ind af og nyde det vi laver – om det så er i musik eller livet generelt.