GRETA IAA

Greta Louise Schenk, der går under kunstnernavnet GRETA, har med sin kreativitet høstet store roser fra musikbranchen: »Jeg har lært alt ved at springe ud i ting, fejle og så gøre det bedre eller anderledes næste gang«

Tekst: Klaus Nørby Bondegaard

Foto: Karina Waliczek

Den pladeaktuelle GRETA er stormet frem på musikscenen i år. Hun laver pop med kant, der uomtvisteligt er inspireret af en 80’er lyd. GRETA skulle blandt andet have spillet på sidste års Roskilde Festival, der desværre blev aflyst. Vi har taget en snak med hende om, hvordan hun startede sin karriere, og hvordan hun kom ind i musikbranchen samt hendes udvikling som artist til der, hvor hun er i dag.

Hvordan startede din musikkarriere? 

Det er lidt komplekst fordi der på en måde er mange starttidspunkter: For eksempel lærte jeg at spille et instrument som barn eller optrådte med min første egen sang foran hele skolen i 6. klasse. Det var i hvert fald den tidligste start på, at jeg valgte at gå med musikken. Men sådan karrieremæssigt startede det for alvor, da jeg besluttede mig for at udgive min første EP med mit band Who is Louis og gøre det hele selv, selvom vi ikke anede, hvordan man gør, så gjorde vi det bare. Det har været et mantra for mig siden, at bare turde at gøre og gå efter ting. Jeg har lært utrolig meget ved at blive smidt i det helt kolde vand dengang. 

Hvordan er din arbejdsproces, og hvordan håndterer du eventuelle blokader?

Min arbejdsproces er meget struktureret, når jeg skaber: Jeg har først en lang fase, jeg kalder “samlefase” hvor jeg suger, alt jeg kan af inspiration til mig (igennem koncerter, kunstmuseer, bøger, film, musik, mennesker osv) og bare samler ideer, så kommer der en meget intens skriveperiode, hvor jeg også indspiller og reproducerer samtidig. At gøre alle indspilningerne helt færdig sker også lidt i korte, men intense tidsrum, og altid i Berlin, fordi min producer har studie der. Og så er der selvfølgelig hele live-delen, at øve med mit band og spille koncerter. Alle de her ting sker ofte sideløbende med hinanden, men det hjælper mig nogle gange at adskille tingene lidt og gør klar for mig selv, hvilken fase jeg befinder mig i nu, i stedet for alt bliver en stor blanding. Alt rundt om musikken, det visuelle, mails, businessting, gør jeg sådan set hver dag sideløbende. Jeg elsker to-do-lister, men jeg elsker også at arbejde intuitiv, så det er balancen, der gør det for mig. 

Hvordan har du navigeret i musikbranchen, for at nå dertil, hvor du er i dag? 

Jeg har lært alt ved at springe ud i ting, fejle og så gøre det bedre eller anderledes næste gang. Fra at udgive selv, møder med branchefolk, skrive PR mails, lave videoer og billeder, booke koncerter har jeg nærmest prøvet alt. På den måde har jeg kunne snuse til de forskellige dele af musikbranchen, og hvad disse indebærer og finde min egen vej og måde at gøre tingene på. Jeg har også mødt en masse forskellige mennesker derigennem, hvilket har hjulpet mig med at opbygge et netværk. Heldigvis har jeg i dag et stærkt hold omkring mig, så jeg kan fokusere mere på det kreative, men jeg er stadig meget involveret i processerne. Den største udfordring har nok været at lytte til og stå ved mig selv. Når man er i musikbranchen – især som artist – kan der være tusinde meninger, om hvordan man burde gøre tingene og det kan være meget forvirrende at finde ind til kernen og holde fast i sig selv, og det man gerne vil. 

Hvad kræver det at etablere sig i branchen?

Det kræver benhårdt arbejde, at man er autentisk og skaber noget som man selv er passioneret for, samt tålmodighed og nysgerrighed. Det at man er åben for at møde nye og en masse forskellige mennesker, at man sætter sig lidt ind i, hvordan branchen fungerer, at man bliver ved selvom der er nedture, at man vigtigst af alt: at passe på sig selv og have sig selv med i alt man gør. 

Hvordan og hvornår blev du signet? 

Jeg blev for første gang signet i 2016 ved Nms med mit derværende band Who is Louis, i 2018 hos Warner Music med Ida Red og i 2019 hos Celebration Records med GRETA.

// Udgivet d. 23/2/20201