17 sep Interview med duoen FRAADS: »Lad musikken komme først. Kærligheden til at lave tracksene, må altid gå forud for overvejelser om branchen«
Foto: Victoria Salomonsen
Den danske duo FRAADS består af forsanger Papa Erotic og producer David Engelbrecht. De to gutter har formået med en nyskabelse af dansk hiphop og flotte live-præstationer, hurtigt at komme frem i branchen. Vi har taget en snak med dem om deres arbejdsproces og hvad det kræver at etablere sig i musikbranchen.
Hvordan startede jeres musikkarriere?
Vi lavede Fraads for cirka fire år siden. Vi var- og er stadig ud af en vennegruppe, der nærmest alle sammen laver musik, og lige pludselig var det ret naturligt for os, at netop vi to skulle lave noget sammen. Måske startede det hele faktisk med et nummer – vi lavede en sang der hed “balancen” som vi også skød en musikvideo til, og så var ens navn ligesom ude og man var en ting. Så det startede med bare at lave det, og finde sig tilrette i det, og nu er det en levende proces, som vi håber har mange dage tilbage at leve i endnu.
Hvordan er jeres arbejdsproces, og hvordan håndterer I eventuelle blokader?
Vores proces/processer er meget forskelligartede. Generelt tror vi på at gøre alt muligt. Det holder os friske. Vi forsøger for eksempel, at starte vores tracks på forskellige måder – med udgangspunkt i nogle akkorder, en melodi, en topline, en tekst, et nakket beat fra youtube, en inspiration, et remix, et dogme, et instrument, en rytmik. En melodi kan føde en tekst og omvendt. Så snart vi forstår hvilket univers vi har bevæget os ind i, har vi vores start og skubber derefter pedalen til metallet.
Vi arbejder lidt hver for sig, når numrene lige skal have lov at dampe af og mærke, hvad de betyder for os. Eventuelt spiller vi det for nogen, vi stoler på og får inputs den vej igennem. Nogen gange holder vi det også bare hemmeligt. Den fuldkomne ideelle proces, hvorudfra alt bliver en banger, findes nok ikke. Så bliv ved at arbejde på nye måder. Blokader findes dog, og de kan være benhårde. Du kan nå hen til følelsen af at have mistet din kreativitet og ikke vide, hvad du har på hjerte andet end frustration. Du må ikke være nervøs for at lave en dårlig sang. Lav en masse af dem, det bedre end ikke at lave noget!
Hvordan har I navigeret i musikbranchen, for at nå dertil, hvor I er i dag?
Lad musikken komme først. Kærligheden til at lave trackene, må altid gå forud for overvejelser om branchen. Man skal passe på med at lave for meget strategi og branding, man kan godt tørre ud af det. Selvfølgelig kommer man ikke uden om noget god promo-action. Her skal man bare sørge for at kende sjælens pris og have sig selv og sine ideer med i alle aspekter, om det er content videoer eller mingle-fest-koncerter. Vores label har altid forstået os for hvad vi er, så der har vi været heldige. Men det vigtigste er at have nogen omkring dig, der forstår dig, ser dig i øjnene og både kan varetage dine behov og usikkerheder.
Vi er heldige at have nogen managers, der er tæt inde på livet af os og fungerer som vores rygrad. Man skal passe på hyænerne derude.
En anden god ide kunne være at smide en dm, en mail eller dine demoer afsted til dem du kan lide i musikken, ikke kun dine store helte, det er ikke altid de svarer, men også bare ham der spiller bas eller hende der lige har startet et lille pladeselskab. Udvid din musiske omgangskreds og få nye bekendtskaber i musikken. Lige pludselig er alt hvad du skal bruge omkring dig.
Hvad kræver det, at etablere sig i branchen?
I henhold til ovenstående; lad musikken komme først. Før dig frem og brug dine kræfter på at spille nogen flotte koncerter. Et skridt af gangen.
Hvordan og hvornår blev I signet?
Efter at have udgivet vores første EP og singlen “ADHD” selv, blev vi kontaktet af Sony der gerne ville signe os. For os handler det om at have det rigtige team omkring os, der forstår processen bag FRAADS, og det viste sig at være et super match. Efter at have forhandlet kontrakt frem og tilbage, signede vi med Sony i starten af 2017.
Udgivet d. 14/9/2020