fbpx

Jakob Løkkegaard-Friese: »Det har været nemmere for mig at komme ind i den her branche på grund af mit køn, min seksualitet og min etnicitet, og det er jeg nødt til at være bevidst omkring«

Foto: Sofi Hellberg Olsson
Tekst: Mads Vadsager

Jakob Løkkegaard-Friese er CEO hos musikselskabet W.A.S. Entertainment, der tilbyder artist management, label, publishing og booking. Det fremadstormende indieselskab har det seneste år markeret sig som en aktør, der aktivt kæmper for at modvirke industriens strukturelle sexisme, og vi har derfor taget en snak om kønsubalancen, løsningsorienterede initiativer og vigtigheden i, at man som hvid ciskønnet mand er bevidst omkring sit eget privilegie.

Vil du fortælle lidt om din vej ind i musikbranchen og om dit nuværende arbejde på W.A.S. Entertainment?

Jeg startede som udøvende musiker og fandt hurtigt ud af, hvor mange ting, der egentlig skal til for at kunne bygge en artistkarriere op. Derfor begyndte jeg at interessere mig for alle de mekanismer, der eksisterer rundt omkring et artistprojekt, hvilket udviklede sig til, at jeg startede management- og pladeselskabet We Are Suburban. Jeg indså så, at jeg var nødt til at alliere mig med nogle andre for at kunne lave det sejeste musikselskab, og derfor gik jeg sammen med to partnere for at starte W.A.S. Entertainment som en relancering af We Are Surburban. I dag er jeg direktør i selskabet, og det er derfor mit ansvar at tegne den overordnede linje for, hvor vi skal hen som musikselskab.

Hvordan blev du første gang særligt opmærksom på problemet med diskrimination inden for musikbranchen?

I selskabets begyndelse signede vi blandt andre Rebecca Lou og Girlcrush, der på hver deres måder hører under minoritetskategorierne i musikbranchen. Jeg har altid været ret bevidst om strukturelle uligheder i branchen, men det har helt klart haft en betydning for mig, at vi har arbejdet med artister, der har haft problematikkerne så tæt inde på sig, og som har været så gode til at tale om det med os. Det har været med til at åbne min horisont. Man får helt naturligt lyst til at kæmpe for de mennesker, man arbejder med og repræsenterer, og det er egentlig bare det, vi har gjort.

Er der nogle aspekter eller områder inden for musikbranchen, som du generelt ser som værende særligt problematiske ift. repræsentation af køn, seksualitet og etnicitet?

Jeg tror, at ét af de helt store problemer handler om rollemodeller. Eftersom der har siddet mænd på magtpositionerne i musikbranchen gennem så mange år, har det jo resulteret i, at det også primært er mænd, der bliver spillet i radioen. Det giver derfor sig selv, at man mangler rollemodeller at spejle sig i, hvis man eksempelvis som tiårig pige hører radio, og ni ud af ti sange er fremført af en mandlig artist. Vi skal generelt komme stereotype maskuline fællesskaber til livs, så flere mennesker føler sig inkluderede og velkomne.

Sidste år kaldte I branchens aktører og organisationer til samråd for at bekæmpe strukturel sexisme inden for musikbranchen. Hvad kom I frem til i den forbindelse?

Først og fremmest havde vi en opfattelse af, at mange aktører i branchen rigtig gerne vil komme det her problem til livs. Tanken med samrådet var derfor at blive klogere på det og åbne op for en diskussion af, hvilke redskaber vi har. Der eksisterer allerede en masse gode initiativer i branchen, som vi skal sætte endnu mere fokus på og støtte op om. Det primære resultat af samrådet var derfor, at der kom fokus på nogle af de tiltag, der allerede er i gang.

Hvordan forholder du dig til kønsubalancen i din dagligdag som en del af en privilegeret majoritet? Hvilke valg tager du for at præge musikbranchen i en mere divers retning?

Det gik op for mig, at det primært havde været mig, der besluttede, hvilke artistprojekter vi som selskab skulle indgå samarbejde med. På den måde kunne jeg jo lige så godt selv komme til at reproducere de her indlejrede biases. Derfor ansatte vi en ikke-mandlig A&R, som er meget bedre til at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der foregår, og som på den måde kan have helt nye øjne på den musik, vi får tilsendt. Vi er på det seneste også blevet bevidste om, at vores etnicitetsbalance heller ikke er repræsentativt for, hvordan samfundet ser ud, og det bliver vi også nødt til at forholde os til. Det kan egentlig siges ret nemt, når det kommer til spørgsmål om repræsentation: lad os prøve at genspejle det samfund, vi rent faktisk lever i.

Har du et godt råd til folk, der er på vej ind i musikbranchen, og som gerne vil være med til at præge branchen i en mere divers retning?

Hvis jeg skulle give et godt råd til andre ciskønnede og heteroseksuelle hvide mænd som mig selv, så vil sige, at man skal holde sine øjne åbne og anerkende sit eget privilegie. Det har været nemmere for mig at komme ind i den her branche på grund af mit køn, min seksualitet og min etnicitet, og det er jeg nødt til at være bevidst omkring. Til personer, der ikke er mænd, vil jeg sige, at man skal kigge på alle de mange stærke fællesskaber og initiativer som for eksempel She Can Play, Hun Solo og Musikbevægelsen 2019, der ikke er bundet op på mandsdominerede gatekeepers og mekanismer. Der er altså nogle vildt seje mennesker og fællesskaber, som jeg vil opfordre til, at man benytter.