09 jun Q&A med lil cat: Om udviklingen fra hygge-projekt til signet artist
Foto: Sofi Hellberg Olsson
Tekst: Simone Wester Larsen
På trods af samfundets lockdown har duoen lil cat stormet frem på den danske musikscene. Vi har spurgt de to musikere ind til netop denne proces.
Mens Covid har begrænset mulighederne for musiklivet, og ja, for livet generelt, har kæresteparret Cathrine Leeuwen og Mads Vadsager forsøgt at dræbe tiden i deres hjemme-isolation med lidt hyggelig musikproduktion. Udfaldet skulle dog hurtigt vise sig at være meget mere end blot tidsfordriv, og i dag har parret både en virkelig fed og fornøjelig EP ude ved navn tunes og en masse koncerter i kalenderen. Vi er mange, som er faldet pladask for lil cats muntre univers – et sted, hvor hverdags-trivialiteter får både opmærksomhed og karakter såvel som stilfulde pop-arrangementer. Vi har spurgt duoen ind til deres opstart og udvikling fra hygge-projekt til etablering på den danske musikscene – alt sammen opnået under samfundets lockdown.
Hvordan startede projektet, lil cat?
Mads:
– Projektet startede faktisk som en ret spontan idé, fordi vi mega-kedede os under den første lockdown i foråret 2020. Vi havde begge virkelig meget lyst til at lave musik, og vi kunne jo ikke ses med vores musikvenner, så vi begyndte at skrive nogle sange sammen i stedet. Vi er kærester og har altid lavet musik, men hver for sig. Så det gav pludselig helt vildt god mening at prøve at lave noget sammen, når vi nu alligevel bare var derhjemme. Og så blev vi ret hurtigt mega hooked på det og fandt ud af, at det skulle være mere end et coronaprojekt.
Hvordan fandt og vedligeholdte i motivationen til at lave, indspille og udgive musik i en tid, hvor I ikke kunne komme ud og spille den live?
Cat:
– Eftersom vi startede projektet i en tid, hvor det ikke var muligt at skulle ud og etablere sig som et live act, så var det ligesom præmissen helt fra starten. For os handlede det om at skrive nogle fede sange sammen og have det nice imens. Så forventningen var ikke, at vi skulle ud og spille en masse koncerter. Når det så er sagt, så vidste vi jo godt, at man under normale omstændigheder etablerer et nyt projekt ved at spille en masse koncerter, og vi begyndte også meget hurtigt at få lyst til det. Vi forberedte derfor et show med vores liveband, så vi var klar, når det var muligt. Det har virkelig kriblet i os og været noget, som vi har glædet os til, selvom det ikke lå i kortene, at vi skulle spille liveshows, da vi startede projektet.
Hvordan formåede i at blive opdaget under lockdown?
Mads:
– Selvom vi ikke kunne spille liveshows i starten, så fik vi ret hurtigt lyst til at udvikle projektet og få sangene ud til nogle mennesker, der gad at høre dem, så de ikke bare lå på vores egen harddisk. Derfor uploadede vi et par sange til internettet og begyndte at sende nogle mails ud til blogs og den slags. Vi fandt dog ret hurtigt ud af, hvor kedeligt det er at sende mails, så vi endte med at skrive under på en pladekontrakt med vores dejlige label WAS Entertainment, som vi har samarbejdet med lige siden. Det er nok lidt smag og behag, hvorvidt man har lyst til at udgive sin musik selv eller gennem et label, men for os har det givet os mere tid til at fokusere på sangskrivningen, fordi vi har et hold, der laver nogle af de kedelige ting for os. Og så fandt vi jo så også ret hurtigt ud af, at de kan meget mere end at skrive mails, og at de er nogle super dygtige og kreative mennesker, der kan hjælpe os med at få musikken ud.
På hvilke måder, har lil cat adskilt sig fra jeres tidligere musikprojekter (før corona)? Har der været fordele ved isolationen, eller har I blot sprunget over et kæmpe benspænd?
Cat:
– Der er jo en klar fordel både i at være isoleret, men også i at vi bor sammen. Der er meget kort fra idé til handling. Hvis en af os får en ide, så kan vi ret hurtigt føre den ud i livet, og det er bare mega fedt! Og en af fordelene ved at være isoleret er også, at der ikke er så meget andet at lave, og at man derfor har tiden til at fordybe sig.
Hvad har I af gode råd til artister, som drømmer om at blive opdaget?
Mads:
– Man skal ikke holde sig tilbage, bare fordi man synes, at ens demo ikke er mixet godt nok eller ikke lyder helt perfekt. Jeg har selv en del venner, der laver noget sygt godt musik, men som ikke får det sendt afsted til nogen, fordi man tænker, at det skal være 100% færdigt, hvis man skal præsentere det for nogen. Smid det op på Soundcloud med det samme eller kontakt nogen, der kan hjælpe dig med at få det bredt ud. Jeg tror virkelig, at der er alt for meget fantastisk musik, der ikke ser dagens lys, fordi folk lader det ligge på harddisken.
// Udgivet den 9. juni 2021.