fbpx

Fans Af Bands #2 – Hvorfor jeg elsker Keith Richards

Indledning: Nikoline Skaarup
Tekst: Christoffer Dall

Hvad er din musik værd, hvis der ikke er nogen, der lytter til den? Vi sætter i artikelserien »Fans af Bands« fokus på fans og fankultur. 

Da vi tilbage i 2017 fik en snak med Debs Wild, som meget beskedent er kvinden, der opdagede Coldplay og nu står for bandets kontakt med deres millioner af fans, var hendes bedste råd, at du som artist skal involvere eller i hvert fald tænke over at kommunikere med dine fans fra det øjeblik, du lægger et eller andet ud i offentligheden – hvad end det er et stykke musik, en video eller bare et post. Som en forlængelse satte vi i det første indlæg i serien fokus på selve ‘fanfænomenet’ med hjælp fra Ekstern Lektor i Musikvidenskab på Københavns Universitet – Elise Ligaard, som har brugt lang tid på at studere fankultur. Vi giver nu ordet til nogle af de mange fans derude, som blandt andet beskriver, hvordan de første gang stødte på deres store idoler, og hvad det er, de specifikke kunstnere har gjort så rigtigt. Herunder kan du læse rockanmelder hos musikmagasinet Bands of Tomorrow – Christoffer Dalls -tanker om sit idol Keith Richards fra The Rolling Stones.

Mit idol Keith Richards

Det er let at tilskrive Keith Richards fra The Rolling Stones idolstatus alene på grund af hans indflydelse på rockkulturen og rockmusikkens generelle lyd og æstetik. Også fordi dyrkelsen af den mytologiske overmenneskelige rockstjerne falder de fleste mennesker naturlig på et instinktivt plan. Dette er i alt fald min efterhånden velunderbyggede teori, og hvis nogen rytmisk musiker siden rockmusikkens fødsel har udvist overmenneskelige kvaliteter på et mytologisk niveau, vil jeg argumentere for, at det er Keith Richards.

Det er dog ikke derfor, jeg betragter The Rolling Stones’ guitarist og sangskriver som mit idol. Jeg spiller guitar, og det er først og fremmest, fordi Keith Richards som guitarist mestrer kunsten at få hver akkord, hver streng, hver tone til virkelig at klinge. Ikke bare give lyd, men klinge. Han har aldrig været en gunslinger-guitarist. Han har aldrig kunne imponere med hurtige ekvilibristiske soli. Richards’ guitarspil kan derimod bedre sammenlignes med håndværk udført med en hammer og mejsel (hammer og mejsel-metaforen er oprindelig beskrevet af en musikjournalist, som jeg desværre ikke kan huske navnet på). Hvert præcist hug sætter et spor, og Keith Richards har alle dage formået at udvælge sine rytmiske anslag på guitarens seks strenge således, at han har fået det maksimale ud af de rytmiske muligheder, som den pågældende sang tilbød. Et af de bedste eksempler er på ”Honky Tonk Women” fra 1969. Lyt med hovedtelefoner og fokusér på guitaren, og hvordan den legende løst, men stadig rytmisk og stabilt fylder lydbilledet ud, samtidig med at dens betvinger ved, hvornår det er tid til at holde pauser. Det er mesterligt økonomisk og kompetent spillet.

Mit første møde

Jeg stiftede første gang bekendtskab med The Rolling Stones’ musik, da jeg var omkring otte år. Det var altid min fars yndlingsband, så naturligvis var musikken allestedsnærværende i mit barndomshjem. Jeg startede faktisk med at være Beatles-tilhænger i mine meget unge år, da jeg selv lærte at spille musik. Dog begyndte mit indre kompas at pege mere i Stones-retningen, i takt med at teenageårene indfandt sig. Måske var det fordi, jeg fik lidt lettere ved at relatere til teksterne om kvinder, sprut og gang i den. Det har muligvis også været, fordi jeg fortsat udviklede mit kendskab til elguitaren og blev interesseret i, hvordan Keith fik sin sprøde tone ved hjælp af dén forstærker, dén pedal eller dén specifikke tuning. Hvad end den præcise årsag var, så begyndte jeg at nærstudere The Rolling Stones på et historisk og sociokulturelt niveau, og i den forbindelse også Keith Richards liv. Jeg begyndte at se dokumentarfilm, købe gamle koncert-dvd’er, læse interviews i blade og på nettet – gudskelov for at jeg havde min egen lap top og ikke behøvede at dykke ned i min fars gamle massive bunke musikmagasiner fra 80’erne!

Jo mere jeg har dyrket The Rolling Stones, jo mere mener jeg at have forstået, hvad Richards mente, da han så berømt sagde “Everyone talks about rock these days; the problem is they forget about the roll”. Dét der gør The Rolling Stones særligt fede i min optik er nemlig deres lettere sløset rul. De swinger altid, men de er ikke altid synderlig tight. Når de spiller er der ofte en fornemmelse af, at sangen kunne falde fra hinanden når som helst, men de formår altid at holde sammen på hinanden. Resultatet er et små-kaotisk, løssluppent, men tungt groove, hvor der er noget på spil. Der er noget usikkerhed forbundet. Med andre ord; det er organisk.

Derfor er jeg fan

Jeg har i skrivende stund været til fem Rolling Stones-koncerter. Det betyder, at jeg har set Keith Richards spille med mine egne øjne og hørt hans karakteristiske rytmiske guitarspil med mine egne ører. Jeg har aldrig været i tvivl om hans evner som guitarist, men det er immervæk blevet tydeligt, at alderen og tidens udskejelser har sat sine spor på mandens fysik. Hans hænder og fingre bevæger sig disse dage markant langsommere end i 1960’erne. Dog blev Keiths musikalske kompetencer gjort klart for mig på den aften, jeg så ham i København år 2017 – faktisk på grund af førnævnte pointe.

Keith kan ikke spille lige så mange toner som før i tiden. Han kan ikke spille lige så hurtigt som før i tiden. Han VED, at han ikke kan spille lige så mange toner lige så hurtigt som før i tiden. Det, han ved han kan, er til gengæld at indrette sig og fokusere på det, der altid har været hans force: at udvælge de noter og anslag, sangen kræver, og få dem til at klinge. Ikke noget med at snyde sig til at kompensere for kroppens begrænsninger. I stedet valgte han at drosle ned på mængden af toner og i stedet arbejde på dybden af hver tone. Dét gjorde han den aften, det har han gjort dengang, og det kommer han sikkert til at gøre de næste 75 år, fordi why the hell not at this point?

Han har en fed stil og en formidabel attitude, men det er først og fremmest hans fornemmelse og intelligens for musikken, han spiller, der gør Keith Richards til mit idol.

På Innovative Artist Academy får du redskaber 
til at kickstarte din karriere som artist