19 feb Fans af Bands #3 – Hvorfor jeg elsker Rufus Wainwright

Indledning: Nikoline Skaarup
Tekst: Elise Winther Jensen

Hvad er din musik værd, hvis der ikke er nogen, der lytter til den? Vi sætter i artikelserien »Fans af Bands« fokus på fans og fankultur. 

Da vi tilbage i 2017 fik en snak med Debs Wild, som meget beskedent er kvinden, der opdagede Coldplay og nu står for bandets kontakt med deres millioner af fans, var hendes bedste råd, at du som artist skal involvere eller i hvert fald tænke over at kommunikere med dine fans fra det øjeblik, du lægger et eller andet ud i offentligheden – hvad end det er et stykke musik, en video eller bare et post. Som en forlængelse satte vi i det første indlæg i serien fokus på selve ‘fanfænomenet’ med hjælp fra Ekstern Lektor i Musikvidenskab på KU – Elise Ligaard, som har brugt lang tid på at studere fankultur. Vi giver nu ordet til nogle af de mange fans derude, som blandt andet beskriver, hvordan de første gang stødte på deres store idoler, og hvad det er, de specifikke kunstnere har gjort så rigtigt. Herunder kan du læse anmelder hos musikmagasinet Bands of Tomorrow – Elise Winther Jensens – tanker om sit idol Rufus Wainwright.

Det første møde

Jeg er fan af mange kunstnere, flere end jeg kan tælle. Men der er kun én, der har min uforbeholdne hengivenhed og ubetingede interesse. Han hedder Rufus Wainwright.

Jeg hørte første gang Rufus Wainwright i de afkastede lydbølger fra mine forældres nye samtalekøkken med glatte, lyse overflader. Gymnasieelev, alene hjemme, stod jeg pludseligt naglet til gulvet i fuld forundring over, hvad i alverden der havde besat komponisten til at lave et (i mine ører) fuldstændigt nytænkende mix af klassisk, musical, popmusik tilsat en skør tekst fremført af lidende vokal. Som frossen stod jeg der foran et åbnet køleskab og vidste allerede, at jeg lige havde hørt mit livs største musikforelskelse for første gang.

Jeg havde på ferieweekend et par måneder forinden gravet cd’en ”Release the Stars” frem af bunkerne i en enorm pladeforretning i det centrale London. Navnet Wainwright klingede bekendt i mine ører, formentlig på grund af hans cover af Hallelujah, der som en bastard af en kærlighedssang fik lov til at akkompagnere animationsfilmen Shreks mest følsomme scener på det store lærred. Det kunne jeg ikke huske dengang. Jeg var mest af alt en sulten teenager, der gerne ville finde noget sejt musik, så jeg kunne leve op til standarderne på mit flipper-gymnasie. Men der stod jeg, tequilapige-18-år, helt hjælpeløst overvældet af triangel, strygere, klagekor og guitar og anede ikke, hvad der havde ramt mig.

Romantisk rodløshed

Rufus Wainwright har det med at skrive om steder. Somme tider er det åbenlyst, hvor han referer til, f.eks. den lette og romantiske ”Tiergarten”, den højspændt dramatiske ”Tulsa”. Der er også den apatiske: “California, California.. You’re such a wonder that I think I’ll stay in bed”- en sang der fik lov til at køre på repeat, da jeg var flyttet til selvsamme stat og var overvældet over, hvor blomsterduftende, solrigt og palmeagtigt det hele var.

Der er også de mere obskure referencer som f.eks. ”Going to a town” og ”Sometimes you need” hvor han meget meta synger: ”I’m so tired of writing of cities, guess that you guessed which one this is.” (Mit gæt er helt klart L.A.).

Et af de mest appellerende aspekter af hans sangskrivning er, at han indkapsler følelsen af at efterlade noget af sig selv på et sted, der ikke er ’hjem’. Som en person, der med stor iver har skiftet adresse helst en gang om året og haft så mange forskellige telefonnumre, at venner demonstrativt er holdt op med at indkode de nye, så er det en særlig melankolsk-nostalgisk tankegang, jeg kan relatere til. Det hele emmer af romantik og ensomme eventyr, og jeg kan ikke andet end at stige ombord.

Rufus does everyone

Der er nogle kunstnere, hvis sange nærmest beder om coverversioner. De skriver de der evergreens, som alle har lyst til at sætte deres eget præg på. Den slags kunstner er Rufus Wainwright ikke. I hans sangskrivning flyder der så meget personlighed, at det er svært at skille det ad. Jeg har i hvert fald endnu ikke hørt en kunstner slippe godt afsted med et Rufus Wainwright cover. I min nysgerrighed er jeg faldet over et imponerende korarrangement af ”Go or Go Ahead”, der godt nok er flot udført, men på ingen måde kommer op på siden af originalens vanvittige dynamik. Lily Allen og George Michael har også forsøgt sig, men selvom begge versioner er ganske hæderlige, er der ingen af dem, der formår at tilføre noget nyt. (Jeg indrømmer, at jeg nok er en anelse forudindtaget i den her diskussion.)

Omvendt er Rufus Wainwright til gengæld en mester i cover-versioner, min egen favorit er nok den slibrige liveudgave af Leonard Cohens ”Everybody knows”. Også er der selvfølgelig den legendariske fremførsel af Judy Garlands ”Get Happy” i lårkort blazer, omringet af ivrige mandlige dansere.

Min kærlighedserklæring kunne fortsætte mange scrolls endnu. Jeg kunne fortælle om, hvordan jeg er nået frem til, at jeg kun er tre sociale led fra at kende ham, eller hvordan jeg følte mig forladt af min bedste ven efter hans sidste koncert i Tivolis Glassal. Jeg kunne nørde alle referencerne til opera, hans mange celebre bekendtskaber, og jeg kunne lave en alenlang liste med eksempler på friskt tonesprog. Men det vigtigste er, at jeg mødte Rufus som en konfus teenager, og at jeg her, et årti senere, stadig har et trygt sted at begrave mit humør, når det bruser i overgearet raseri, rammer det underfundige hjørne, eller blot har brug for et musikalsk kram.

Drømmer du om en karriere som professionel artist med egen fanskare?
Ansøg om en plads på Innovative Artist Academy