fbpx

Alter egoer i musikken

Tekst: Sofie Vitalis
Foto: David Bowie // Sony Music

Idoldyrkelse af alter egoer har været en del af musikindustrien i efterhånden mange årtier. Verden er blevet beriget med eksperimenterende kunstformer, der er udsprunget af alter egoer såsom Ziggy Stardust (David Bowie), MacPhisto (Bono), Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band (The Beatles) og ikke mindst danske Gulddreng (Malte Ebert). Men hvad sker der egentlig, når artister bevæger sig væk fra deres etablerede base og påtager sig en ny persona? Og hvor går grænsen mellem individ og alter ego? Denne artikel dykker ned i nogle af verdenshistoriens mest bemærkelsesværdige alter egoer og undersøger, hvad brugen af en særskilt persona kan gøre for artistens lyd og karriere.

Soloartistens alter ego

David Bowie er muligvis den artist, der i løbet af sin karriere har påtaget sig flest forskellige alter egoer. Han har blandt andet kunnet opleves som Arnold Corns, Aladdin Zane, Major Tom og selvfølgelig Ziggy Stardust. Som Ziggy fandt Bowie en måde, hvorpå han kunne hvile i sin status som rockstjerne. Ziggy Stardust, som var en intergalaktisk alien, blev Bowies svar på en ready-made, teatralsk og campet sexuel plastikfigur af en superstjerne. Baggrundshistorien til Ziggy skabte Bowie med inspiration i sig selv og universet: Ziggy Stardust var den ultimative rockstjerne, som blev sendt til jorden med et budskab om fred. David Bowie har i et interview fortalt til Rolling Stones Magazine at: 

Ziggy starts to believe in all this himself and thinks himself a prophet of the future starmen. He takes himself up to the incredible spiritual heights and is kept alive by his disciples. When the infinites arrive, they take bits of Ziggy to make themselves real, because in their original state they are anti-matter and cannot exist on our world. And they tear him to pieces onstage during the song ‘Rock ‘n’ Roll Suicide.’

Bowie havde fra start planlagt Ziggys dramatiske død med overbevisningen om, at alter egoer ikke burde vare for evigt. Om sine scene-karakterers korte levetid forklarede Bowie at:

– I don’t think they’re durable album after album. Don’t want them to get too cartoony.

På trods af Bowies beslutning om at afslutte Ziggys korte liv på dramatisk vis, bragte sammensmeltningen med alter egoet et album med sig, som skulle vise sig at have endeløs levetid. Det er naturligvis albummet fra 1972 med den imponerende titel: The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars, her er tale om. Der er ingen tvivl om, at Bowie fandt plads til at eksperimentere, drømme og flyve ud mod universets yderste kanter – med hjælp fra Ziggy Stardust. Han bragte således teater-rocken til England først og fremmest, og derefter til resten af verden. Bowie blev ved med at sprænge rammerne for, hvad en rockstjerne kan og er.  

Foto: Unsplash

En anden soloartist, som har gjort brug af et alter ego som en afgørende del af sin musikalske karriere, er pop-dronningen over dem alle – Beyoncé.
Efter at have modtaget stor succes med Destinys Child, begav gruppens tre medlemmer sig i 2005 ud i hver deres solokarriere, og Beyoncé skabte den altid modige Sasha Fierce. Gennem sin nye persona overkom Beyoncé sine usikkerheder og lejlighedsvise sceneskræk. Hun har udtalt i et interview med Oprah Winfrey, at når hun gik på scenen, dukkede Sasha Fierce gerne op og ændrede både hendes måde at bære sig selv og tale på. For Beyoncé har dette alter ego ikke været teatralsk og konceptuelt, som Ziggy Stardust var for David Bowie. Det har været en organisk del af hende selv, som hun kun kunne træde ind og ud af, når hun var nødsaget til det. Beyoncés brug af Sasha Fierce er et glimrende eksempel på, hvor effektivt det kan være at kanalisere en side af sig selv, som kun er momentant tilgængeligt og derfor ikke bærer individets tunge bagage fra det indre liv med sig.

Beyoncé har senere hen erklæret Sasha Fierce for død – og dette med god grund. For selvom Beyoncé, gennem Sasha Fierce, fik mulighed for at eksperimentere med et mere seksuelt og frit udtryk, begrænsede det hende samtidig i at udvikle Beyonce-brandet til det, vi kender i dag. I de tidlige år fastholdt Beyoncé som artist et image, der havde en velopdragen og ”ladylike” integritet. Det var Sasha Fierce, der var den vilde, magtfulde og sensuelle feminist, som vi forbinder Beyoncé med anno 2021. Om Beyoncé virkelig skaffede Sasha Fierce af vejen, eller formåede at sammensmelte komplet med hendes sande jeg, er ikke til at sige. Tilbage har vi en ukronet dronning af empowerment, som rummer kvaliteter fra både Beyoncé og Sasha Fierce. 

Bandets alter ego

En helt anden måde, hvorpå vi er blevet introduceret for alter egoer i samtidens musik, er med med tegneseriebandet Gorillaz. Universet omkring Gorillaz og præmissen for bandets eksistens er en parallel verden skabt af Damon Albarn og tegneren Jamie Hewlett. Bandet består af et varierende antal medlemmer og gør en dyd i at indgå i en lang række samarbejder med kunstnere såsom Little Dragon, Beck, St. Vincent, Grace Jones og mange flere. Det, som gør Gorillaz-konstellationen helt særlig, er at alle bandmedlemmer er tegneseriefigurer, som har en udførlig baggrundshistorie. Mange af bandets gæstestjerner er tillige blevet omdannet til tegnede alter egoer af sig selv. Gorillaz har endda formået at afholde koncerter uden levende mennesker på den synlige del af scenen, men i stedet hologrammer af tegneseriebandet. Med denne opbygning har Gorillaz skabt et komplekst og udførligt univers, som de fortsat finder inspiration i – både hvad angår sangskrivning og visuelt udtryk. Gorillaz er på den måde blevet et slags fælles alter ego, hvorigennem det er blevet muliggjort for en række artister, at udfolde sig i nye projekter – samtidig med at de kan holde sig tro mod deres originale navne og kunstneriske udtryk.

Foto: Gorillaz // Warner Music Denmark

For forsanger Damon Albarn – som især er kendt fra bands som Blur og The Good, The Bad & The Queen – har rollen som den sensitive og blåhårede Gorillaz-karakter 2-D åbnet helt nye veje til hans musikalske skabelsesproces. Figuren 2-D er med sin lange og komplicerede livshistorie en stærk inspirationskilde for Albarns sangskrivning. Men han er også en ventil for alle de vilde, skøre og førhen utænkelige projekter, som Albarn ikke havde mulighed for at søsætte tidligere i sin karriere. Netop fordi 2-D (og de resterende medlemmer af Gorillaz) har et indholdsrigt liv, som fortsætter med at udvikle sig, er der ingen grænser for, hvad dette alter ego fortsat bliver adgangsgiver til. Dog er det værd at bide mærke i, at Gorillaz karaktererne er så ultimativt karikerede, at de ikke lader til at smelte sammen med deres ophavspersoner. Måske er der her tale om alter egoer, som udspringer med inspiration i artisterne selv men, som følge af de fiktive livsfortællinger, aldrig kommer til at kunne indtages og bebos. Gevinsten ved at opbygge et fuldendt sideløbende univers skal altså findes i den bundløse brønd af inspiration, som dette skaber. Og så selvfølgelig den grænseløse vildhed, man kan udleve som tegneseriefigur.

Det satiriske alter ego

En noget anderledes – men dog succesfuld måde – at skabe musik gennem et alter ego på, er med satire. Et eksempel herpå er danske Malte Ebert, hvis musik i første omgang fik opmærksomhed gennem den flabede og selvberettigede karakter Gulddreng. Med hits som ”Model”, ”Se mig nu” og ”Hva Så”, blev der skabt en solid grobund for Gulddreng, og hans musik er streamet mere end 80 millioner gange på Spotify. Sangene, som er satiriske og sarkastiske, fremstiller et billede af den selvglade Gulddrengs liv. Karakterens udførlige image med pandehår og store solbriller med guldkant er let genkendeligt og en stor del af alter egoets helhed. Opmærksomheden på projektet kan måske tilskrives den ligefremhed, som Ebert kunne tillade sig at udpensle gennem Gulddreng. Sangene er humoristiske og grænsesøgende, hvilket er med til at skabe et frigjort og eksperimenterende rum. Måske kommer en del af Gulddrengs uventede succes også gennem tiltrækningskraften af mysteriet bag artisten. Hvem er Gulddreng? Er det hele for sjov? Og drikker han virkelig litervis af champagne og dater modeller? Disse spørgsmål fik offentligheden svar på gennem DR3-serien Gulddreng vs. Malte fra 2017, som kunne afsløre, at bag den frembrusende Gulddreng, var Malte Ebert fra Vejle – og han anser sig selv for at værende Gulddrengs diametrale modsætning.  

Om idéen bag Gulddreng-karakteren fortæller Malte Eberts manager, Christian Skjølstrup, at det var noget der opstod ud fra en humoristisk jargon, som Ebert havde med sine venner. Signaturlinjen “Er du model? Skal du med på hotel?” startede som en joke, og udviklede sig efter kort tid til at blive noget alle unge i Danmark kunne synge med på. Christian fortæller at:

Med Malte i førertrøjen, udviklede vi sammen karakteren og gjorde ham sjov. Det her med at skabe en karakter med et helt univers omkring ham, var lidt ligesom at føde – vi skabte selv alle hans træk. Vi havde det sjovt med projektet samtidig med, at vi havde en følelse af at have ramt noget helt specielt. 

Og teamet skabte også en lyn-sensation af et popfænomen med Gulddreng. Men på trods af, at Gulddreng har banet vejen for Malte Eberts musikkarriere, har alter egoets fremkomst ikke kun været positivt. Ebert, som siden 2018, har udgivet musik under sit borgerlige navn, har endnu ikke formået at få samme store succes i egne sko. Ebert har også udtalt i et interview med DR, at det har været underligt, at møde fans, som elsker Gulddrengs personlighed – for det gør han ikke selv. Og han har, som Gulddreng, flere gange måttet minde sig selv om, ikke at ”tage masken af” og modsige sine fans, som eksempelvis synes, at det kunne være sejt, hvis Gulddreng vædede gulvet i champagne. Det er lidt af et paradoks at skabe en identitet, som modsætter sig alt det, man står for, men som man fortsat må påtage sig for at opretholde sin karriere. Malte Eberts talent som sanger og sangskriver er ikke til at komme udenom, men offentlighedens sammenblanding af Ebert og Gulddreng synes endnu ikke at have sluppet ham.

Alter egoet: hæmmende eller frigørende?

Alter egoer kan opstå som et spektakel, som følge af frygt, som kilde til inspiration eller som del af et satirisk fupnummer. Uanset, hvordan alter egoet fødes, er det sikkert, at det altid har udspring i artisten selv. Der er med alter egoet altid et tilhørsforhold til kunstneregoet, og dette har for mange artister været svært at adskille. Der findes alligevel en lang række eksempler (ovenstående er blot et udpluk) på musikere, kunstnere og forfattere, som har haft gavn af at skabe et alter ego.

Også helt nye alter egoer fremkommer i flæng på den danske musikscene. Eksempler på spirende upcoming-navne kunne være danske Katlah, UNA-LUGA og praytell., der gennem brug af særskilte performer-personaer, har åbnet en ventil for deres kreative udtryk. For ikke at glemme Mercedes the Virus, der i længere tid prydede Phlakes sange og overraskede mange, da duoen løftede sløret for, at det faktisk bare var Mads Bo Iversens egen vokal pitchet op i feminint klingende leje.

Fælles for den performative udtryksform er, at ved at udforske nye afkroge af selvet, trives den kunstneriske snilde. Alter egoet må givetvis opstå og eksistere forskelligt fra person til person. Om det er en del af artistens personlighed, som vokser organisk, en persona, som man nøje planlægger og bringer til live med et bestemt formål, eller noget helt andet, så skaber alter egoet mod hos artisten til at tilvejebringe nye projekter. 

// Udgivet den 9. marts 2021