07 maj David Rowntree om sin lange karriere med Blur: »Vi blev succesfulde, fordi vi var gode til at blive venner med folk« – Del 1 af 2

Foto: PR
Tekst: Nikoline Skaarup

David Rowntree har mere end 25 års erfaring som professionel musiker, og sammen med britpop-gruppen Blur har han prøvet alt fra næsten at gå konkurs på grund af en svindlende manager til at skrive pladekontrakt på 11 album med et Major Label. Udover stadig at være en del af Blur, hjælper Rowntree andre artister med at navigere i den komplicerede branche. Vi mødte ham til et interview om DIY-tendenser og pladekontrakter i Oslo, hvor han delte ud af sine mange erfaringer.

Det er blevet aften, da jeg bevæger mig hen for at møde Dave Rowntree, trommeslager i Blur og medstifter af organisationen The Featured Artist Coalition (FAC), på en restaurant i det centrale Oslo. Branche- og showcase-festivalen by:Larm er i fuld gang, og humøret er højt ved bordet, som Rowntree deler med kolleger fra forskellige artistorganisationer. Her sidder blandt andet Nacho Garcia Vega, en spansk artist og Chairman i International Artist Organisation, som tidligere på dagen deltog i et panel under temaet DIY-Artists: Opportunities and Challenges in the Digital Era. Det panel skulle Rowntree også have deltaget i, men hans fly blev forsinket, og han missede festen.

Beskrivelsen af paneldebatten inkluderede spørgsmål som: Hvornår skal man vælge at gøre det selv? Og hvad er fordelene og ulemperne ved at arbejde med et pladeselskab? Mens flere af deltagerne i panelet kom for at tale for DIY (Do It Yourself)-vejen, afslører Rowntree, at han egentlig var taget til Oslo for at bringe det andet perspektiv i spil:

– Jeg har været signet til et Major Label i 25 år, siger han.

International Artist Organisation (IAO) er paraplyorganisationen for en række artistforbund i Europa – herunder Dansk Artist Forbund – og som medstifter af non-profit-organisationen The Featured Artist Coalition i Storbritannien er Rowntree blevet en af flere bestyrelsesmedlemmer i IAO. Han beskriver selv FAC som en form for selvhjælpsgruppe for musikere, der prøver at navigere i den omskiftelige musikindustri. De kæmper blandt andet for at øge artisternes indflydelse og transparensen i de politiske beslutninger, der træffes i industrien. FAC tæller på stående fod, udover Rowntree, omkring 4000 medlemmer, herunder Nick Mason fra Pink Floyd, Ed O’Brien fra Radiohead, Annie Lennox og Sandie Shaw.

Som sagt har Rowntree sammen med sit band Blur 25 års erfaring med et Major Label, EMI, selvom de første album er udgivet via det mere ukendte selskab Food. Den britiske musikindustri var et pudsigt sted dengang i de sene 80’ere og tidlige 90’ere, fortæller Rowntree:

– Guitarbandsne solgte så få plader, at de blev nødt til at opfinde en chart kun til guitarbands, så det så ud som om, der skete noget.

Der var dog et krav til, at man var signet mere eller mindre uafhængigt:

– Og pludselig sprang en hel masse indie labels op ud af ingenting, som i virkeligheden var ejet af Major Labels, siger han.

De bands, der var signet til de selskaber, var dog kvalificerede til at indgå på de uafhængige charts, fortæller han. Blur var et af de bands, og Food var siden starten af 90’erne ejet af EMI.

– Det var pladeindustrien, der spillede med systemet, som de altid gør. Men pludselig, da mit band og Oasis og nogle stykker mere brød igennem og blev mainstream, blev guitarmusik mainstream.

De dage er forbi nu, siger han:

– Vi var den sidste generation af bands, som blev signet til et Major Label uden videre. Major Labels udvikler ikke bands mere, udvikler ikke artister. De signer dig, hvis du allerede har 20.000 følgere på Instagram og har et hold, har en manager, en producer, og at alt sådan noget allerede er på plads. Men de bidrager med det, de altid har været gode til: marketing-delen. De kan bringe den store marketing-maskine, som virkelig kan hjælpe din karriere.

Do It Yourself: Fordele og ulemper

I takt med at teknologien har udviklet sig, har industrien udviklet sig, og flere artister har valgt at gå DIY-vejen – som panelet, Dave Rowntree skulle have deltaget i, også handlede om. Selvom Rowntree og Blur ikke selv har haft den store erfaring med DIY, arbejder han i FAC med mange artister, der har, og han kan sammenligne deres forløb med de erfaringer, han og Blur har gjort sig fra et pladekontrakt-perspektiv.

En tydelig fordel ved den demokratisering, der er sket, er, at det er nemmere for en artist at være forbundet direkte med lytteren.

– Hvis en person bruger en euro på din musik, går den euro til dig, minus kommissionen til det website, du har brugt til at uploade musikken. Bagsiden af det er, at alle de millioner andre bands på planeten gør præcis det samme, så hvordan gør du dig bemærket? Hvordan bliver din brilliante musik hørt blandt alt det, alle andre laver?

Det er det samme problem, der altid har været, bare i nye klæder, siger han. Og løsningen er den samme, som den altid har været.

– På samme måde som, at hver artist er desperat efter at blive opdaget og forvandlet til en milliontjenende superstjerne med et privatfly, ligeledes er hvert pladeselskab desperat efter at opdage den nye superstjerne, så de også kan købe et privatfly.

Og talentspejderne, eller A&Rs, som de typisk er, vil lede alle de indlysende steder, siger han. De kigger på de populære blogs, de kigger på soundcloud, de kigger på playlisterne, som streamingtjenesterne udbyder – alle de steder, du selv ville kigge, hvis du var dem.

– Så i de sene 80’ere og tidlige 90’ere, da vi startede ud, var det det samme, men talentspejderne kiggede på spillestederne, som de til en vis udstrækning også stadig gør. Det var i London, og der var omkring 20 venues, hvor spejderne ville være hver aften. Så hvis du spillede på alle de her venues i en periode på seks måneder, ville alle talentspejderne også have set dig. Og hvis de ikke havde signet dig til sidst, vidste du, at du gjorde et eller andet forkert.

Det er det samme, der gælder i dag, siger han. Hvis du som artist kan tiltrække opmærksomhed fra de store blogs, vil folk i industrien også se det, og hvis du kan få spilletid i et populært program for ny musik, vil de høre det. Det er ikke raketvidenskab, og hvis du har gjort alt det, og der stadig ikke er nogen, der har samlet op på det, er det fordi, at ingen tror, de kan lave penge på det.

– Så det er en lidt hensynsløs ‘hver mand for sig selv’-ting. Og løsningen er: Hvis du er villig til at løbe en risiko og forberedt på at blive afvist, så prøv at få din musik ud alle de indlysende steder, hvor du selv ville kigge, hvis du skulle lede efter ny musik. For det er dér, de (industrien, red.) kigger, og de er desperate efter at finde det. Og hvis din musik er lige så god, som du selv synes, den er, så vil de falde over dem selv, når de opdager det.

Do It Yourself eller signing på et label? Hvad vil være det rigtige for din karriere?
Få hjælp til at tage de rette beslutninger – og få din musik ud de rigtige steder – ved hjælp af forløbet Innovative Artist Academy.

»Vi blev succesfulde, fordi vi var gode til at blive venner med folk«

Ovenstående løsning er imidlertid ikke den eneste, for hvis der er én ting, Rowntree har erfaret fra sine mere end to årtier med Blur, så er det, at man ikke kommer langt i branchen uden gode, personlige relationer, hvor usexet det end lyder.

– Vi blev succesfulde, fordi vi var gode til at blive venner med folk, hvilket mere eller mindre blev vores levevej i de tidlige dage. Vi gjorde os helt sikre på, at vi kendte alle på vores pladeselskab og alle på vores forlag. Alle i industrien ville gå ud de samme steder, så vi skulle hele tiden være sikre på, at vi fandt ud af, hvor alle gik ud den aften.

Hvis de ikke havde noget at lave en dag, ville de kigge forbi og besøge deres pladeselskab og se, om der var nogle, der ville tage dem ud til frokost, og Rowntree tror ikke, at det har ændret sig. Hvis folk i industrien har 10 sange at skulle lytte til, og én af dem er fra en, de virkelig godt kan lide, eller fra en, de er blevet anbefalet af en ven, så vil de automatisk se mere frem til at høre det nummer, og give det mere tid end de ni andre.

– Det adskiller sig ikke fra andre dele af livet, tror jeg. At blive venner med folk er på en måde en fundamental egenskab, når det kommer til at blive succesfuld i en hvilken som helst branche, fordi det, du i virkeligheden spørger folk om at gøre, er at samarbejde med dig, at sætte deres lid til dig, at give dig deres tid. Det vil de gøre med folk, de kan lide. Så kom ud! Løb en risiko, mød folk, tag til begivenheder, introducér dig selv til den person, der står dér alene og kigger på sin telefon i forsøget på at dække over det faktum, at han eller hun ikke taler med nogen. Gå op til dem, ryst deres hånd og fortæl dem, hvad du laver.

Blur havde som sådan ikke planlagt, hvem de først skulle gøre sig venner med. Det fulgte ret naturligt af, at de rimelig hurtigt blev signet, og derfor gjorde sig venner med folk inden for de organisationer, de nu var en del af. På den måde skulle de ikke ud og sælge sig selv, på nær til én funktion: Deres manager.

– Vi fik nogle forslag fra vores pladeselskab. Da vi første gang signede med vores label, kiggede de mere eller mindre efter os og var vores managere for en tid, indtil de blev trætte af os og sagde, at vi blev nødt til at finde en manager selv. Men vi havde ingen idé om, hvad managere laver. Vi havde aldrig haft en manager, og det står ikke nogle steder i bøger, man læser som musiker. Og alle er bange for at spørge og virke uvidende.

Rowntree og resten af gruppen endte med at mødes med to managere, som deres pladeselskab havde foreslået dem, og han spurgte dem, hvad en manager egentlig laver. Ingen af dem svarede. De jokede i stedet med spørgsmålet,

– hvilket ikke var en stor hjælp, sukker han.

– Til sidst endte vi med at skrive kontrakt med en af dem, hvilket viste sig at være en kæmpe katastrofe. Han stjal en masse penge, satte dem i sin kones navn og erklærede sig selv bankerot. Så vi endte med at gå tilbage til den anden.

Det var måske, fordi ingen af managerne havde svaret dem på, hvad en manager laver, at det endte som sådan en katastrofe. For hvad skulle de så vælge ud fra?

– De inviterede os begge to på frokost, hvor vi kunne tale om vores karriere. Så vi tænkte; ‘okay, vi vælger den, der tager os med til den bedste frokost.’ Ham, vi gik med, tog os ud til en stor fancy restaurant, købte os en masse vin, og drak os fulde. Den anden tog os med til en eller anden fastfood, jacket potato-restaurant og sagde: ‘I kan vælge hvilken som helst topping til jeres kartoffel’. Så vi gik med den første, og det var ham, som stjal alle vores penge. Så det var vores form for stupide teenage-måde at navigere i industrien på.

I næste halvdel af interviewet med David Rowntree fra Blur fortæller han blandt andet om, hvorfor det blev bandets redning efter det forkerte manager-valg, at de var så gode venner med alle deres samarbejdspartnere. Læs desuden hans forklaring af kompleksiteten bag rådet “Følg dine drømme”, og hvordan han egentlig har det med at være signet til 11 album for det samme label.
Del 2 udgives inden længe, så følg med her på bloggen eller på vores facebook-side.

Vil du gerne være sikker på, hvad manager-rollen indebærer, så du ikke vælger forkert ligesom Dave og resten af Blur? Overvejer du enten at være DIY-artist eller at blive signet til et pladeselskab?
Send en ansøgning til brancheforløbet Innovative Artist Academy og få muligheden for at kortlægge din fremtidige karriere som musiker.