fbpx

Den allestedsnærværende vokaleffekt – autotune

Foto: Stock
Tekst: Ida Hummelgaard

Autotune er et allestedsnærværende fænomen, der siden slutningen af det 20. århundrede har været en fundamental del af musikproduktion. Vokaleffekten har i over 20 år haft en plads i mange genre hos kunstnere som Cher, T-Pain, Bon Iver, Migos, Rihanna og Future. Men hvad har autotune egentlig af betydning for den måde, vi laver og lytter til musik på?

Lyden af en stemme, der manipuleres og gemmes bag ved mekaniske og udefinerbare filtre, er måske den gængse forståelse af, hvad autotune er. Effekten, der primært bruges på vokalspor, er en af de mest omdiskuterede fænomener i musikproduktion. Autotunes formål er først og fremmest at rette pitch-forskelle og altså stemmekorrigere. Pitch betyder i sin enkelthed ‘tonehøjde’ og dermed, hvordan stemmens frekvenser rammer ind på en toneskala. Pitch er meget svingende, og selv de dygtigste sangere har ikke nødvendigvis en perfekt intonation. Men her kommer autotune ind i billedet. Effektens primære funktion er at rette enhver vokallyd ind på den ’rigtige’ tone i skalaen. Derfor kan autotune-effekten være mere eller mindre fremtræden i lyden, afhængig af sangerens naturlige pitch og hvor hurtigt man vil have effekten til at rette tonen. Det kan i nogle tilfælde lyde næsten som en posthuman perfektion, hvor den organiske vokal forvandles til et umenneskeligt ideal omfavnet i robotlydende, mekaniske filtre. Brugen af autotune er derfor stærkt kritiseret som en måde at dække over artisters manglende sangtekniske kunnen. Men gennem tiden har vokaleffekten, og måden den bruges, udviklet sig til at blive en uundgåelig del af det meste musikproduktion.  

Et universelt fænomen i musikproduktion

Den ikoniske ”Believe” fra 1998 af divasangerinden Cher har en glimtende fremtidslyd og det bliver et kæmpe hit. Sangen er også autotune-effektens første møde med den brede populærkultur. Omkring et år før kom stemmekorrigerings-teknologien på markedet fra producenten Antares Audio Technologies.
Lyden af en mekanisk stemme var langt fra ukendt på dette tidspunkt – vocoderen og talkboxen blev brugt i stor stil i både disco og funk helt fra 70’erne. Men den mystiske nye effekt var revolutionerende, blev hurtigt et populært redskab i musikproduktion og er i dag en uundgåelig del af det meste pop og hiphop.

Ved årtusindeskiftet begyndte mange at eksperimentere med den nye effekt, og selv på Brødrene Olsens Melodi Grand Prix-vindersang ”Smuk Som Et Stjerneskud” fra 2001 sniger autotune sig ind. I starten af 00’erne adapterede Daft Punk også effekten på deres hit ”One More Time” og resten af Discovery-albummet. Den mystiske duo er kendt for at eksperimentere med den maskinelle stemme og bruger både autotune, vocoder og talkbox i størstedelen af deres musik. De er dog langt fra de eneste, der har forsøgt sig med effekten – man kan finde eksempler hos en bred skare af musikere i forskellige genre, blandt andet Radiohead på albummet Amnesiac, James Blake på sit selvbetitlede album fra 2011, Vampire Weekend på Contra, Charli XCX på Pop 2, Bon Iver på nummeret ”Woods” eller albummet 22, A Million, Frank Ocean på singlen ”Chanel”, The 1975 på A Brief Inquiry Into Online Relationships eller sågar avantgardekunstneren Björk på hendes album Vulnicura.
På disse eksempler er autotune ikke gemt væk eller lagt skjul på – det er et kunstnerisk værktøj, hvor teknologien udforskes og leges med i sammenspil med flere andre filtre og effekter.

Hiphop-genren var den første, der for alvor adapterede autotune på en ny måde. Med T-Pain i front begyndte rappere i starten af 00’erne at bruge effekten i stor stil. Men i stedet for, at effekten blev lagt på et indspillet vokal-track for at rette ’fejl’ i stemmen, begyndte rappere at indspille med autotune fra start. Det blev altså en slags fusion af den komplicerede teknologi og menneskets stemme i direkte samspil. Det kan man høre på hele T-Pains bagkatalog, og selvom rapperen efterhånden har bevist sine naturlige sangevner, er hans største varemærke autotune. Det har også spredt sig til store hiphop-kunstnere som Lil Wayne, Flo Rida, Snoop Doog og selvfølgelig Kanye West med det anerkendte album 808s & Heartbreak. Selvom Jay-Z erklærede autotune død i 2009 med sangen ”D.O.A. (Death Of Autotune)”, hvor han rappede ordene ”You niggas singin’ too much, get back to rap, you T-Painin’ too much”, så er effekten langt fra forsvundet.

Nyere tids rappere som Future, Migos, Lil Uzi Vert, Young Thug og Travis Scott er bare nogle af dem, der holder autotune i live – og med stor succes. Jay-Z kunne også selv se sin hustru Beyoncé bruge effekten på deres fælles-album Everything Is Love på nummeret ”APESHIT”, så han er måske heller ikke helt afvisende længere.

Overmenneskelig perfektion

I bund og grund vil indspilning af musik altid være teknologisk påvirket og dermed bearbejdet, manipuleret og medieret til en vis grad. Vokaleffekter som rumklang og equalizer eksisterede før autotune, og i tilfælde, hvor effekten er diskret og næsten umulig at høre, er det bare én af mange effekter til at gøre vokalen glitrende og perfekt. Den polerede æstetik er i centrum, og de små udsving i stemmen er ikke til stede i meget popmusik i dag. Vi har som lyttere vænnet os til den ekstreme behandling af stemmen og man ville næsten ikke kunne høre brugen af autotune på Katy Perrys ”Firework” eller Rihannas ”Diamonds”.

Den norske producerduo Stargate, amerikanske Dr. Luke og den svenske stjerneproducer Max Martin står bag nogle af disse store pophits og producerer for blandt andet Rihanna, Kesha, Katy Perry, Taylor Swift, Miley Cyrus, Britney Spears og Justin Bieber. I de produktioner er autotune eller lignende nutidige effekter som Celemony Melodyne, Yamaha Pitch Fix eller Waves Tune blevet en default-indstilling.
Men hvad er konsekvensen egentlig?

Hvordan påvirker det os som lyttere at være vant til en næsten umenneskelig og atletisk sangteknisk præstation. I den digitaliserede, computer-infuserede musikproduktions æra er autotune-teknologien bare én af mange teknikker til at opnå en poleret og kontrolleret lyd. Det betyder derimod ikke, at alt musik med autotune har en mangel på autenticitet eller at vokalen mister personlighed. Med de mange avancerede stemmekorrigerings-programmer kan man netop bruge autotune-teknologien til at fremhæve de særlige elementer i stemmen.

Autotune bruges altså på mange forskellige måder og kan ikke bare reduceres til at skjule manglende sangtalent eller rette dårlig vokalteknik. Den mekaniserede og futuristiske lyd, der før har karakteriseret autotune, har udviklet sig og er blevet en langt mere integreret del af al musikproduktion.

Musikere har altid søgt måder at manipulere med stemmen på – fra John Lennons vokalindspilning gennem en Leslie-forstærker på ”Tomorrow Never Knows” samt brugen af vocoder og talkbox hos 70’ernes funk-legender Herbie Hancock og Zapp & Roger til den posthumane æstetik hos de tyske pionerer inden for elektronisk musik Kraftwerk.

Autotune er endnu et redskab til at udvide mulighederne inden for vokalproduktion, og med tiden er maskinen og mennesket blevet endnu tættere. Et ekstremt eksempel er Youtube-sensationen Emma Robinson, der har forvandlet sig fra menneske til en musikalsk cyborg og lært at imitere autotune-effekten med sin naturlige stemme.

Emma Robinson har fra naturens side en vokal, der på forunderlig vis kan imitere en autotune-effekt. Hør selv på hendes cover af Rihannas “Stay”.

Vokalen i musikproduktion er ikke nødvendigvis human, organisk eller repræsentativ for den menneskelige stemme, men det gør den ikke mindre smuk eller interessant. Teknologier som autotune giver bare endnu flere muligheder for at behandle, skabe og udforske nye lyde. Der er uendelige muligheder og derfor endnu flere valg, der skal tages af den enkelte artist, men det er også den måde, en kunstner kan gøre sin musik endnu mere personlig, innovativ og derfor menneskelig på. Autotune er kommet for at blive, og i en digitaliseret verden er teknologien, filteret og effekten en forudsætning for næsten al musik.

Dette indlæg har taget udgangspunkt i Simon Reynolds artikel i Pitchfork ”How Autotune Revolutionized the Sound of Popular Music”. Dertil også podcast-episoden ”Do You Believe in Life After Autotune” af Switched On Pop og bogen ”The Relentless Pursuit of Tone: Timbre in Popular Music”.
Her kan du læse videre og høre mere om det revolutionerende fænomen, der er autotune.