Live Agent, The Artist, Andreas Løwén

Det handler om mennesker og musik: Interview med Live Agent hos The Artist, Andreas Løwén

Foto: Oskar Dahl
Tekst: Albert Lund Kuhlmann

»Du kan vælge at studere lidt videre med noget, du måske ikke rigtig synes, er interessant. Eller du kan skyde med spredehagl, og se om du kan lande et fedt sted i musikkens verden.« Det var den tilgang, der gjorde, at Andreas Løwén sparkede døren ind til musikbranchen. I dag arbejder han som Live Agent hos The Artist.

Valget stod mellem en overbygning på Københavns erhvervsakademi, eller at tage chancen ude i “det virkelige liv”. Indtil videre bød CV’et på et praktikforløb hos det uafhængige danske pladeselskab Tambourhinoceros og management ved siden af. På den måde havde han allerede taget de første skridt i musikbranchen. Netværket fra praktikken – kombineret med en god portion initiativ – gav pote. I dag sidder Andreas som Live Agent hos The Artist, og arbejder til hverdag tæt sammen med nogle af landets mest interessante artister.

Live agent – og alt muligt andet

– Jeg startede som assistent og vikar hos The Artist i 2018 og så blev jeg ligesom bare smidt for løverne, og fik lov til at lave alt mulig forskelligt. Da jeg startede, var The Artist kun halvandet år gammel, så det er klart, at der er sket rigtig meget siden dengang. Da corona startede, var jeg ikke tiltrådt min nye rolle som live agent endnu. Jeg var så småt begyndt at kigge på nogle nye artister, men fik jo ikke rigtig så mange live-koncerter ud af det på daværende tidspunkt. Det betød, at jeg gik nogle flere retninger, hvor jeg bl.a. blev lidt en selvlært A&R, hvor jeg har siddet og hjulpet nye artister med retning for deres sange, samt opdaget helt nye talenter. I dag er min rolle hovedsageligt som Live Agent, men fortsat med en række kreative arbejdsopgaver i dagligdagen. Vi sidder med artisterne og deres respektive hold og laver langsigtede strategier. De delmål vi sætter os for 2022 skal gå helt ind og have en effekt eller værdi for artisten i 2023 – and so on.

Både som ny og etableret artist skal man hele tiden sørge for, at fremtidsplanerne kommer til at ske. Man må hele tiden se fremad. Særligt i en branche der de seneste år har været mildt sagt uforudsigelig. For at Andreas kan lægge så gode og præcise planer som muligt, så er han inde over mange andre ting, end man normalt forbinder med en live agent. 

– Jeg har mange forskellige hatte på i løbet af hverdagen. Vi er som hold med til at definere artistens shows, fortælling, visuelle udtryk osv. sammen med artisten og med til at sætte det rigtige hold. Derudover er jeg selv meget inde omkring de mere kreative arbejdsopgaver i form af grafisk materiale og projektstyring på marketing og content – foruden selvfølgelig min rolle som A&R. Hen ad vejen fandt jeg ud af, at i stedet for at gøre hvad alle andre gør, så vil jeg prøve at udvikle på, hvad en live agent kan være i min verden og prøve at gøre det på min egen måde. Jeg kan godt lide alsidigheden og de kreative projekter i min hverdag, som jo er en kæmpe del af arbejdet med musik. Der er ikke rigtig nogle dage, der ligner hinanden. Jeg har ret meget frihed til at eksekvere på mine idéer. Selvfølgelig i samråd med mine kollegaer, men fra starten af har jeg haft en frihed til at gå nogle veje, som måske ikke er så klassiske i rollen som live agent.

Tæt samarbejde med artisten 

– Hos The Artist er vi pt. tre live agenter. Vi snakker hele tiden artister, projekter og strategier på kryds og tværs af hinanden. Vi har selvfølgelig nogen, som vi er hovedkontaktperson på. Men vi er altid med inde over hinandens projekter. Med de artister, jeg er hovedkontaktperson på, så afhænger kontakten meget af, hvor i processen vi befinder os. Nogen er jeg i dialog med en gang om ugen, og så kan man lige holde en pause, hvis den nye plan ikke lige er sat i gang endnu. Men jeg taler med artisterne i hvert fald ugentligt – hvis ikke mere.

Nye talenter

Som live agent er en del af opgaven hele tiden at have fingeren på pulsen, og holde øje med nye talenter, der kan være fremtidens band. I den forbindelse fremhæver Andreas den danske gruppe Zar Paulo som et godt eksempel på et band, der kan noget helt særligt. 

– Zar Paulo udgav deres første sang i 2018, og har siden udgivet lidt numre løbende. Jeg mødte dem på Spot Festival i 2019. Så havde vi en dialog i et års tid, hvorefter vi begyndte at arbejde med dem 2020. For mig handler det i bund og grund om to ting. Det handler om mennesker og om musik – i særdeleshed mennesker. Selvfølgelig skal musikken også være der – det er klart. Men artister er ikke bare produkter, selvom de oftest bliver gjort til netop det. Man vil gerne høre dem på Spotify, men man gider ikke betale for det. Med Zar Paulo kunne jeg mærke, at det, de sagde, var reelt. Derudover var de bare overdrevet arbejdsomme og sindssygt dygtige til at kommunikere deres idéer. Jeg kan huske, at de blev haglet ned for deres første demoer. Her kunne ethvert andet band have været sådan; »Så fuck det« Men de sagde tværtimod: »True, I har sgu nok ret. Vi må arbejde på en anden måde.« Der gik de ind i sig selv, og fandt ud af, at de blev nødt til at gøre tingene på en anden måde. Nu står de med Danmark for deres fødder, fordi de har valgt at gøre deres forarbejde og skabe et fundament, som de kan bygge deres fremtid op omkring.

Arbejde med artister er arbejde med mennesker

Udover den menneskelige connection, så er Zar Paulo også et godt eksempel på et band, hvor tålmodigheden har båret frugt. The Artist har efterhånden arbejdet med bandet i halvandet år, men alligevel er det først nu, at singler, opmærksomhed og hype er ved at indfinde sig.

– Det er ikke for at sige, at man skal gøre alt hvad vi eller branchen siger. Men bare det, at man lytter og tager tingene ind, så viser man, at man gerne vil et samarbejde – det samme gælder også for os. For mig handler det tit om menneskelige værdier, ambitioner og bare generelt at man kan sammen som mennesker. Jeg hopper ikke bare i med det samme. Jeg vil hellere være tålmodig og sørge for, at vi vil det samme på den lange bane. Man behøver ikke at være bedste venner – men hvis jeg kender til artisten eller bandets tanker, ambitioner og mål for karrieren, så har jeg også bedre mulighed for at gøre mit job ordentligt fremadrettet.

Et god råd fra Live Agenten

– Jeg tror… Det skal ikke lyde hårdt. Men man kan godt lade være med at sende sine 10 første numre. Så skal man virkelig være et naturtalent til at skrive sange. Men jeg tror det er det med at være tålmodig og dygtiggøre sig. Hvis du ikke har udgivet noget endnu og er helt ny, så vær tålmodig i sangskriverprocessen. Du bliver kun bedre og bedre for hver sang, du skriver. Når man ikke har professionelle mennesker omkring sig i starten, så handler det også om at omgive sig med mennesker, der tør sige sin ærlige mening. Hav tålmodighed! Det er nok mit bedste råd. Så skal labels og live nok komme helt automatisk. Det er jeg ret sikker på.


Andreas Løwén er en af de dygtige branchefolk, der er med til at varetage undervisningen på Innovative Artist Academy. Du kan møde ham i modulet ‘Live: booking, spillesteder og festivaler’