fbpx

Interview med britiske Ella Eyre: “Jeg har altid villet være en popartist”

27 okt Interview med britiske Ella Eyre: “Jeg har altid villet være en popartist”

Foto: Stephanie Sian Smith
Skrevet af: Nikoline Skaarup

I en alder af blot 19 år strøg Ella Eyre til tops på den britiske hitliste, da hun lagde vokal til Drum’n’Bass-gruppen Rudimental’s landeplage “Waiting All Night”, og siden da har den stadig unge sangerinde arbejdet med kunstnere som Bastille, Wiz Khalifa og Ty Dolla $ign. Det er især Eyre’s powerfulde vokal og uimodståelige energi, der har vakt opmærksomhed verden over, og kombineret med hendes stærke sans for sangskrivning stormer hun fortsat derudaf. Vi har mødt det britiske stjerneskud til en lille snak om blandt andet hendes kærlighed til tour-livet og hendes musikalske udvikling.

Jeg møder Ella Eyre i hendes tourbus, nogle timer inden hun skal på scenen. Vi er i Tyskland på en af Europas allerstørste musikbranche- og showcase-festivaler Reeperbahn Festival i Hamburg, hvor Eyre er et af de største navne på plakaten. Festivalen præsenterer hovedsageligt dugfriske, nye upcoming-acts, der skal vise hele verdens musikindustri og et dedikeret publikum, hvad de duer til.

Jeg vil sige, at jeg stadig er upcoming, jeg betragter ikke mig selv som en etableret kunstner endnu,” forklarer en meget varm og åben Eyre mig, da vi har slået os ned i de bløde gemakker i hendes tourbus. En bus som har fragtet hende til den tyske havneby efter et show i Polen aftenen forinden.

Jeg tror, at jeg er etableret, når jeg kan spille som minimum en udsolgt Europa-turné. Det har jeg egentligt gjort, men som separate shows – ikke som en reel turné. At turnere er mit liv. Jeg skriver musik, så jeg tage det på landevejen og synge det hver dag. Så hvis jeg kunne lave en lang UK-turné, Europa-turné og måske noget af Amerika og Australien, så ville jeg nok betragte mig selv som etableret!

Etableret eller ej, Ella Eyre har dedikeret sit liv til i hvert fald en dag at blive det, og hendes hårde arbejde har ført hende et godt stykke af vejen allerede. Mens hendes kraftfulde vokal taler for sig selv, så har den unge musiker også et godt øre for fængende sangskrivning. Det kommer selvfølgelig først og fremmest til udtryk i hendes egen musik, men også hos førnævnte Rudimental, hvis platinsælgende debutalbum, Ella Eyre har skrevet to numre til.

Det er også en prominent række af sangskrivere og producere, Ella Eyre indtil videre har arbejdet med. Udover at have været i København for at skrive med Cutfather, tæller hendes liste over producere og co-writere blandt andre Eric Turner (Tinie Tempah, Cheryl Cole), Fraser T. Smith (Adele), Raphael Saadiq (John Legend), Claude Kelly (Jessie J og Bruno Mars) og den britiske DJ og producer Sigala, som hun har lavet hittet “Came Here For Love” med (2017). Det er et dance track, som på indspilningen præsenterer Ellas højenergiske “partystarter”-gen, men som hun i live-sessionen nedenfor tager helt ned i tempo i en smuk, akustisk version, der for alvor viser hendes vokale kunnen.



Hvad er et godt live show, og hvorfor er Polen så pjattet med Ella Eyre?


Lad os lige blive ved det vigtigste for Ella: kærligheden til turnélivet og drømmen om en dag at kunne spille udsolgte shows i samtlige lande i Europa. I hjemlandet England har Ella Eyre allerede en solid fanbase – især i London, hvor sangerinden er fra.

Jeg har været meget heldig, når det kommer til London-venues. Jeg tror aldrig, at jeg har spillet et show i London, som ikke var udsolgt, og jeg elsker at se et rum fyldt med folk, som rent faktisk har betalt for at komme og se mig og synge med på mine lyrics. Det er det, jeg lever for!

Udover hjemstavnen, så er der også et ganske særligt land, som gang på gang kaster kærlighed over Ella – nemlig Polen, hvor hun spillede aftenen forinden hendes show på Reeperbahn.

Jo højere publikum synger, des bedre, og jeg har erfaret, at jo mere jeg rejser rundt i Europa, jo højere synger de. Polen for eksempel er helt vildt!

Det er der en meget god forklaring på, som vi måske endda kan nikke genkendende til herhjemme i et lille land som Danmark…

Jeg tror, at England er ret forkælede på det punkt. Amerikanske artister kommer altid og spiller UK-shows eller hele UK-tours som Justin Bieber, Ariana Grande og så videre. De kommer altid til England, så vi er blevet ret forkælede og forventer det, hvorimod et sted som Polen ikke nødvendigvis får lov til at opleve Rihanna, Justin, Ariana hver gang, de tager på turné. Så når man kommer forbi Polen er de bare så taknemmelige og glade for, at du er der. Jeg tror aldrig, at jeg er ankommet i et land, hvor jeg er blevet jagtet af fans, som i Polen. Selv i går, hvor jeg spillede et privat show, som ingen vidste, at jeg skulle spille, var der folk, der kom! Det er virkelig cool!



Når nu koncerterne er, hvad Ella Eyre lever og ånder for, så er hendes forventninger til sig selv også tårnhøje, når det kommer til at levere et godt show, og der er mange ting, der skal spille. Som du kan se ovenfor fejler energien ingenting, og det skal den heller ikke, for det hele handler i sidste ende om at være der for publikum. Når det så er sagt, så er der lige noget andet, Ella Eyre gerne vil have i orden, når hun går på scenen, og det har haltet lidt på det seneste.

Det vigtigste er, at alt går godt, og at jeg ikke glemmer mine tekster! Det er gået hen og blevet lidt af en vane for mig, at jeg har glemt mine lyrics, altså, jeg kan ikke huske sidste gang, jeg har spillet, uden at jeg har fucket det op på et tidspunkt. Men ingen lægger mærke til det, så jeg finder bare på et eller andet!,” griner hun og fortsætter: “Men det er mere for mig selv – hvorfor kan jeg pludselig ikke huske de her ord?! Det er åndssvagt, så nu er det blevet lidt en joke for os.
Men ellers er det vigtigste for mig, at jeg sikrer mig, at publikum bliver involveret. Det er mit højeste mål! Som en person, der elsker musik, hader jeg virkelig at tage til koncert, hvor man som publikum ikke bliver inviteret til at blive involveret – som om, at det hele er til for kunstneren og ikke for publikum. Så når jeg går på scenen, vil jeg sikre mig, at folk ved, hvornår de skal synge med, hvornår de skal kaste deres hænder i vejret, hvornår de skal danse, og at de hele tiden ved, hvad der foregår. Hvis jeg synger en ny sang, kan jeg godt lide at lære dem teksten inden, så de ikke føler, at de ikke kender den.

På den måde har alle forhåbentligt en fest til Eyres koncerter, og tiden skal helst synes at flyve afsted. Det sætter Eyre ret stor pris på, for hun hader selv at stå op, når hun er en del af et publikum.

Jeg bliver nødt til at sikre mig, at den tid, man står op som publikum er så sjov som overhovedet muligt, så man glemmer, at man har ondt i fødderne,” siger hun og bryder ud i en varm latter.

Fra heartbroken teenage-vrede til positiv popmusik


Der er sket meget for Ella Eyre, siden hendes første udgivelse Deeper i 2013 og hendes meget Drum’n’Bass-orienterede samarbejde med Rudimental. Meget af udviklingen knytter sig til det simple fact, at hun er blevet ældre, og så bliver hendes grundlæggende kærlighed for popmusik efterhånden mere og mere fremtræden.

Jeg har altid villet være at være en popartist. Det er den musik, jeg lytter til. Mit første album blev på en måde drejet i en mere Drum’n’Bass-baseret retning, hvilket var fedt! jeg elskede det, og det fik en virkelig god reaktion, men det betyder også meget for mig hele tiden at udvikle mig. Jeg ville gerne bevæge mig fremad, vise variation og vise, at min stemme er alsidig og kan synge forskellige stilarter. Min kommende musik er ikke kun cheesy pop og super “girly girl”. Der kommer også mere dance-musik, men “Ego” (2017, red.) er meget poppet – lige som jeg kan lide det!



En af de udviklinger, du forhåbentligt kan høre, at Ella Eyre har været igennem, er en øget positivitet, som måske ikke altid var lige let at spore, da hun som ung teeager startede sin karriere.

Da jeg voksede op var jeg ret kynisk, og det er sjovt at være kynisk og hele tiden se den negative side af alting, men man kommer ikke så langt og især ikke i denne her industri. Da jeg skrev mit første album, havde jeg kærestesorger og havde mit første heartbreak, min første teenage-kærlighed, og jeg var i en alder, hvor man hader sin krop og så videre, og sociale medier er en “shitball”, når man er teenager. Så der er bare mange ting, man kæmper med, når man er ung og i gang med at finde sig selv, og jeg gik helt klart igennem de her faser. Så da jeg færdiggjorde mit første album, da det endelig blev udgivet, kom jeg ud på den anden side og fandt mig selv meget mere positiv. Og det har man brug for. Man har brug for at have en positiv attitude for at komme igennem hårde tider, og det har hjulpet mig til, at jeg nu har et meget mere optimistisk blik på ting.

Så på den nye musik, vi kommer til at høre fra Ella Eyre, vil du forhåbentligt få en mere, ja, positiv vibe, hvilket blandt andet gælder den ovenstående single “Ego”:

Den handler om en fyr, der er for egoistisk til at svare tilbage. Men man ser det fra den komiske side af det, altså; ‘kom nu mand!’, hvorimod man også kunne have skrevet en sang, hvor det var sådan ‘fuck det, hvorfor svarer du ikke?! Men det er noget, jeg har arbejdet ret meget på at prøve at have en mere positiv attitude på alle mulige måder. Jeg er stadig ret kynisk, men musikalsk tror jeg, det hjælper.

På musikbranchefestival


Uden for tourbussens vægge siver et væld (faktisk flere tusinde) musikbranche-folk rundt fra showcase til showcase og fra konference til konference. På en festival som Reeperbahn er der hvert år kurateret et program, der sætter fokus på vigtige temaer i musikindustrien, som eksempelvis udviklingen i streaming, ligestilling i branchen og helt tekniske tendenser som eksempelvis det brændvarme taleemne inden for tech, Blockchain. Det varierer meget fra artist til artist hvor involveret, man ønsker at være i de branchetekniske aspekter af ens karriere, men for Ella Eyre er det helt umuligt ikke at følge med i, eksempelvis hvor meget ens musik streamer, af hvem og hvor i verden.

Det er bare virkelig vigtigt, især fordi jeg som artist kender min fanbase bedre end mit label måske gør, og jeg kan komme med forslag, som giver en bedre reaktion fra mine fans, end dem. Jeg giver dem heller ikke kodeordet til mine sociale medier, så de ved ikke lige så meget om, hvad der foregår. De ved ikke, hvilke beskeder, jeg får fra mine fans, og hvilke svar jeg får, så jeg tror det ville være en dårlig idé ikke at være opmærksom på, hvordan industrien fungerer. Det betyder ikke, at jeg ved alt, eller at min mening er vigtigere end andres, men det er bare en vigtig del af jobbet.

Da musikindustrien, som så mange andre industrier, er i konstant udvikling, er der også hele tiden nye tendenser at sætte sig ind i som artist. For Ella Eyre er der især nogle af de finansielle aspekter, hun efterhånden er begyndt at ville vide mere om.

Penge-delen af min karriere har aldrig været helt så interessant for mig. Jeg har mere gået op i, hvordan jeg får bedre reaktioner, og hvordan jeg kommer ud til et større publikum.

Men efter at nogen har fortalt hende lidt mere om de finansielle aspekter af streaming, og hvor lidt der i grunden er tilbage til artisten, efter alle parter har fået deres del af de famøse royalties, er hendes interesse for at vide mere blevet vækket, men…

… samtidig vil jeg helst ikke bekymre mig for meget om den slags ting, for i sidste ende er det vigtigste for mig at lave et show, og at folk hører min musik.

Hvad fremtiden byder for Ella Eyre, og hvornår hendes drøm om at spille en udsolgt Europa-turné går i opfyldelse, er ikke til at svare på, men hvis hun fortsætter i det tempo, hun hidtil har kørt, så tyder meget på, at det nok skal gå stærkt. Indtil videre kan vi glæde os til mere positiv, poppet og dansabel musik fra det unge, britiske talent, og så må vi håbe, at hun lægger vejen forbi Danmark enten før eller efter, at Polen har haft fornøjelsen.