DSC0844 Edit scaled

Interview med JOSVA

Foto: Marcus Krogh (Pressebillede)

Hvis man er glad for musik med dybere skrevne tekster og bars, så er det JOSVA, man skal lytte til. Den højaktuelle danske rapper, har udgivet albummet ‘Er Du Ude?’. Den danske rapper har udgivet musik siden 2019 og har lavet sange med navne som ARTIGEARDIT, Karl William og TopGunn. JOSVA har et stort fokus på sit melankolske tekstunivers. I dette interview kan du læse mere om JOSVAS vej ind i musikbranchen, samt hvad der har inspireret ham til at være en del af denne branche.

Hvordan kom du ind i musikbranchen?

Jeg var i nogle små bands da jeg var yngre og spillede en del, men jeg kom først rigtigt ind da jeg lavede nogle beats for Omar, Pay og ArtigeArdit. Så fandt Sony ud af, at jeg lavede mine egne sange, og så blev jeg signet af dem. Hos dem lavede vi så vi mit første projekt. Det var faktisk lidt tilfældigt. “Det startede med, at jeg lavede nogle beats for mine venner hvor vi bare hyggede i et studie i Aarhus”. Så hørte min manager mig derigennem, og så lavede jeg beats for de førnævnte artister. Det var egentligt dér det startede for mig. Det var måske lidt tilfældigt, men jeg tror mere det handler om at hvis du laver gode ting, så er der nok nogle som skal få øje på en, især fordi det er så lille et land.

Hvem og hvad har inspireret dig til at starte din karriere i musikbranchen?

Siden jeg var helt lille har jeg spillet instrumenter. Det var ikke fordi jeg havde en drøm om at være musiker eller noget. Jeg kunne faktisk slet ikke lide at være på scenen. Jeg kunne godt lide at spille musik og hyggede mig med det, men det var egentlig også mest bare det. Der var en periode hvor jeg var 15-16 år gammel, hvor jeg hørte meget rap. Det var primært Earl Sweatshirt, Mac Miller og Frank Ocean, men det var ikke fordi jeg havde det sådan “nu vil jeg ind i musikbranchen”. Det var mere, at nu ville jeg lave det her.
Mine venner har også inspireret mig, fordi de er rigtig dygtige til musik, og samtidig synes jeg det var rigtig fedt at spille live på scenen. Jeg har haft mange barndomsvenner der har været rigtig seriøse omkring deres musik og rigtig dygtige til det. “Det var med til at gøre, at jeg tog det mere seriøst, fordi jeg havde nogen rundt om mig som synes det var fucking fedt.”

Har du tre gode råd til andre som drømmer om at lave musik?

Man skal øve sig fucking meget. Det lyder dumt, men hvis du bliver god til dit instrument eller din stemme, så kan du udtrykke dig meget bedre. Og bare det at lave noget man synes er fedt, tror jeg er det vigtigste. Hvis du har det sjovt med det, så lærer du det også meget bedre. Et godt råd er også at komme ud og spille sin musik. Det er ikke så svært igen, hvis man har noget man synes lyder stilet nok, så kan man sagtens komme afsted og spille, også selvom det ikke giver penge.