custom Custom Size Birk Storm PR scaled

Interview med producer og sangskriver Birk Storm: Gør det du elsker længe nok, så er der en chance for, at det lykkes

Foto: PR

Birk Storm har lavet musik siden han var tre år gammel foran sin fars keyboard på Nordvestgrønland – siden da har han arbejdet som både sessionmusiker og artist – og nu sangskriver og producer. I 2019 lavede han blandt andet det anmelderroste album Planets med Nicklas Sahl (som han også er manager for), som de vandt en Carl Pris for, som Årets Popkomponist. Vi har taget en snak med Birk Storm om hans vej ind i musikbranchen, hans udvikling fra artist til sangskriver og producer samt hvordan han håndterer eventuelle udfordringer i branchen.

Hvordan startede din musikkarriere?

– Jeg tror, man kan sige, at det hele startede, da jeg var helt lille. Eller i hvert fald den brændende lyst til at skabe musik startede, da jeg var 3-4 år gammel. Der sad jeg med min fars Casio keyboard og jammede og sang mine egne sange. Vi boede i Upernavik i Nordvestgrønland i tre år, da jeg var lille, og jeg husker stadig at sidde og spille keyboard med udsigt over ishavet, i vinterens døgn-mørke, og forestille mig at være i et rumskib på vej ud i universet.
Da vi så flyttede hjem til Danmark igen, fandt jeg trommerne, og dem spillede jeg på uafbrudt, indtil jeg startede på Rytmisk Musikkonservatorium i København som 21-årig. I mellemtiden var jeg også blevet bidt af at sidde ved computeren og programmere musik. Min far havde Cubase i 90´erne, og jeg startede der og forelskede mig senere i Logic igennem Troels Abrahamsen, da jeg boede med ham på Kirkedammen i Aarhus. Det endte med, at jeg til mit bachelorprojekt på Konservatoriet skabte en række kompositioner, hvor jeg indspillede trommer på sange, jeg lavede i Logic. Et projekt der endte med, at jeg vandt karrierekanonen på P3 i 2008, hvilket jeg mildt sagt ikke havde forberedt mig på. 
Det kickstartede så min karriere som artist – og som Birk Storm. Jeg endte med at udgive to albums og en EP som artist, med det man kan kalder svingende kommerciel succes. Det var heller ikke min yndlingsret at stå på scenen, og prøve at gøre alt hvad jeg kunne for at synge rent, når jeg nu faktisk havde brugt et helt liv på at blive et svin på tønderne. Men det ledte trods alt til, at jeg en dag indså, at jeg måske ikke var blevet en kæmpe stjerne som artist, men til gengæld var ret god til at skrive sange og producere dem.

Hvordan er din arbejdsproces?

– Det er ret forskelligt fra sang til sang. Nogle sange starter med, at jeg sidder alene og spiller klaver, eller at jeg starter en produktion fra bunden. Men de fleste sange, jeg har lavet de sidste 5 år, starter i en session med andre sangskrivere eller artister.

Hvordan har du navigeret i musikbranchen, for at nå dertil, hvor du er i dag?

– Jeg har haft en virkelig lang og snørklet vej ind i musikbranchen. Jeg har været alle vegne – fra sessionmusiker med tonsvis af forskellige artister og bands, til selv at være artist og senest til at leve som sangskriver og producer for andre. Det tror jeg gør, at jeg kan se branchen fra mange vinkler, og at jeg kender et hav af mennesker. Det har for eksempel været en stor fordel i mit arbejde som manager for Nicklas Sahl, da jeg har kunnet guide ham uden om alle de dumme fejl, jeg selv har begået utallige gange.

Hvad kræver det, at etablere sig i branchen?

– Det kræver i hvert fald en rimelig pæn mængde tålmodighed. Jeg hørte engang Christian Stadil udtale sig om, hvordan man bliver en succes med sin forretning, hvor han sagde noget i retning af: “hvis du ikke har lysten og modet til at gøre det, du gør, så giv bare op på forhånd”. Sådan er det også med musik. Gør det du elsker. Og hvis du gør det godt, og længe nok, så er der i hvert fald en chance for, at det lykkedes.

Hvordan og hvornår blev du signet?

– Første gang jeg signede en pladekontrakt var med Playground Music, da jeg lavede min første plade med Birk Storm i 2009. Senere har jeg været igennem en del forskellige mere eller mindre vellykkede kontrakter. Den sidste, jeg har skrevet under på, var min publishing-aftale, jeg lavede med Mr Radar Music Group i Stockholm, som er et sub-publishingselskab til Kobalt. Det skete ved, at jeg igennem Mads Langer, mødte Per Lindholm fra Mr Radar, som arbejdede sammen på det tidspunkt. Per har arbejdet med mange store navne i Sverige gennem sin tid på Sony Music, og jeg satte stor pris på hans evne til at forstå musik. Vi blev gode venner, og i 2015 spurgte han, om jeg ville indgå en aftale med dem, hvilket jeg sagde ja til. Vi arbejder stadig sammen i dag.





Drømmer du om en fremtid som artist, sangskriver eller producer?
Så send en motiveret ansøgning til det karrierefremmende forløb Innovative Artist Academy!