custom image 3

Når musikken skal udgives: Formater og fordele

Foto: Adrian Korte // Stock
Tekst: Jakob Bjerrum Thisted

Der er mange overvejelser man bør gøre sig, når man skal udgive sin musik. Hvilke sange? Hvor mange sange? Er de gode nok? Hvordan skal coverart se ud? Og meget mere, som i sikkert kender fra jeres eget virke. I dette blogindlæg vil vi reflektere over nogle af de fordele og ulemper der kan være ved, at lave en EP frem for et album.

Hvad er en EP?

I den oprindelige forstand stammer begrebet EP fra en tid hvor musikken udelukkende var fysisk. EP er forkortelsen for ”Extended Play”. På forskellige tidspunkter i musikhistorien har formatet EP dækket over forskellige mængder musik, men det kan opridses relativt simpelt: en EP er en længere udgivelse, der ligger et sted mellem en single (enkelt sang) og et album (også kendt som LP= Long Play). Personligt tænker jeg på en udgivelse mellem 4 og 6 sange, når jeg hører nogen kalde deres udgivelse for en EP. Men det kan selvfølgelig variere i forhold til den enkelte artists kunstneriske vision og genre.

custom image 1

Foto: Marcus Spiske // Stock

Kreative overvejelser

Der er flere aspekter der har indflydelse på hvorfor, man kan hælde til at vælge en EP frem for et album. De to mest nærliggende overvejelser handler om kunstnerisk vision og økonomi. I og med at det er et kortere format, har EP’en den fordel at man kan præcisere sin kunstneriske vision for projektet. Man kan meget tydeligt kommunikere, hvordan lige netop din eller dit bands lyd er. På et album vil man typisk forvente, at udtrykket på de forskellige sange og kompositioner er varierede, for at musikken ikke fremgår for ensformigt. Selvfølgelig vil der også fremstå en masse personlighed i tilfældet af, at man vælger at udgive et album. Her kan man netop vise de nuancer, der er i ens kunstneriske virke. Men jeg mener at man med en EP har mulighed for at vise en virkelig koncentreret masse, af hvem man er som lydsnedker. Jeg mener selvfølgelig ikke, at det er den eneste tilgang man kan have til en EP, men det er sådan jeg foretrækker at tænke på det.

custom image
Foto: Omid Armin // Stock

Økonomiske overvejelser

Et andet aspekt der bør have indflydelse når man overvejer med hvilket format man vil udgive, er selvfølgelig økonomi. Det koster simpelthen færre penge, at lave en mindre udgivelse end en stor. Men det er også vigtigt at være opmærksom på hvordan det musikalske marked bevæger sig for tiden. Det kommer forhåbentlig ikke bag på nogen at streaming er den primære vej mellem artist og lytter, og det der dominerer på streaming er playlister. Playlister egner sig primært til singler, hvilket er derfor man i stigende grad ser flere – både store og små spillere – prioritere at udgive singler med jævne mellemrum og så “samle dem op” senere på en større udgivelse, som man så kan vælge at turnere med.

Hvad er det rigtige for mig?

Der er altså en todelt overvejelse, man kan foretage sig, når man står overfor at skulle udgive sin musik – den mere kreativt orienterede: hvordan lyder min musik, og den mere økonomiske orienterede: Hvordan får jeg folk til at lytte til min musik. Der er selvfølgelig ikke et endegyldigt svar – mon ikke man når den ‘rigtige’ beslutning ved, at være grundigt informeret omkring igangværende trends og ved at bruge sit vigtigste værktøj – sin mavefornemmelse.

// Udgivet den 01.06.2021