fbpx

Nanna Bottos: »Hvis intelligente, kreative, fantastiske mennesker holder sig tilbage på grund af Impostor Syndrom, går vi glip af alt det smukke, dejlige og farverige de kan berige verden med.«

Tekst: Sofie Vitalis
Foto: Nanna Bottos // Malene Nelting

Nanna Bottos er signet som sangskriver hos GL Music, og hun samarbejder med både danske og udenlandske artister, sangskrivere og producere. Senest har Nanna haft en sang med i Netflix-serien “Tiny Pretty Things”. Derudover arbejder hun også på sit eget artistprojekt under eget navn. Hendes karriere som udøvende musiker har også inkluderet at være en del af bandet Ida Red, som udgav radiohittet “Wildflower” i 2018. Gennem sin Instragram-profil har Nanna gjort opmærksom på mental trivsel i musikbranchen, særligt i forhold til fænomenet Impostor Syndrom.

Kort fortalt er Impostor Syndrom en slags psykologisk tankemønster, hvorved man tvivler på sine egne evner i sådan en grad, at man frygter at blive afsløret for at være en bedrager. Det kan indebære at føle, at man skal bevise sit værd og sin ret over for andre mennesker, fordi den eksterne anerkendelse man har, ikke føles fortjent. Mange musikere og kreative artister er særligt eksponeret for Impostor-tanker, idet artisters arbejde i høj grad er offentligt, og dermed bliver vurderet og bedømt subjektivt af andre. Vi har taget en ærlig og lærerig snak med Nanna Bottos, som hjælper med at belyse emnet.

Hvordan startede du ud i musikbranchen?

Jeg startede for alvor i musikbranchen da jeg blev signet på Warner Music med Ida Red i 2017. Siden jeg var barn  har jeg sunget, spillet, og skrevet, og gået hele vejen fra musikskole til konservatoriet, men det var først da jeg blev signet som artist at jeg følte jeg blev en del af den professionelle musikbranche. Det er min oplevelse, at der er et ret stort skel mellem musikskole/konservatorie-verdenen til den mainstream musikbranche, jeg er en del af nu.

Hvor er du i branchen i dag? 

Jeg har selv en følelse af, at jeg er kommet ind i branchen sent i forhold til hvor mange år af mit liv, jeg egentlig har beskæftiget mig med musik. På mange måder føler jeg mig derfor stadig som en rookie, samtidig med at jeg føler mig berettiget til min plads, og at det jeg bidrager med generelt er godt – jeg kan dog stadig være ramt af impostor syndrom og så kan mine tanker fortælle mig noget andet. Så der er jeg følelsesmæssigt. 

Professionelt er jeg et sted, hvor jeg er begyndt at få nogle ret gode muligheder. Folk spørger personligt efter mig til sessions og der er ofte kolleger, både professionelle og upcoming, der spørger mig til råds om alt fra hjælp til at finde de rigtige samarbejdspartnere, til mine tanker om at være (kvindelig) sangskriver og producer i branchen. 

Vil du fortælle om Impostor Syndrom og dets særlige relevans for artister?

Jeg vil lige starte med at komme med en disclaimer; jeg er ikke ekspert på Impostor Syndrom. Men jeg interesserer mig for fænomenet, har været til flere foredrag og læst den del om det. Så det er dét, jeg baserer mine svar her på. 

Impostor Syndrom bliver også kaldt “bedragerfænomenet” og blev oprindeligt beskrevet af to forskere i 1978, der havde observeret, hvordan en gruppe unge succesfulde kvinder slet ikke tilskrev deres succes som resultater af deres ofte meget stærke kompetencer, men tilskrev det held og ydre omstændigheder og frygtede at blive afsløret som bedragere før eller siden. En undersøgelse fra 2007 bekræftede, at omkring 70 procent af befolkningen  på et eller andet tidspunkt i deres karriere har lidt af Impostor Syndrom, men det er ikke et syndrom man kan blive diagnosticeret med. 

Impostor Syndrom rammer ofte kreative mennesker som musikere, kunstnere, skuespillere og forfattere. 

Hvordan stødte du selv på fænomenet?

Jeg stødte på fænomenet da jeg så kunstner og aktivist Florence Given nævne det i en story på Instagram for år tilbage. Herefter har jeg læst en del artikler og bøger om det, og været til et foredrag med Dr. Valerie Young som er ekspert i Impostor Syndrom. Siden har jeg selv modereret en online talk, gennem Rytmisk Musikkonservatorium, med hende som nu ligger som podcast.

Hvad er dine egne erfaringer som musiker med Impostor Syndrom?

Det er oftest en form for trigger der skal til, for at min hjerne begynder at tænke impostor-tanker. Det kan eksempelvis være, hvis jeg har haft en dårlig dag i studiet, hvis min stemme er træt, og ikke vil som jeg vil, eller hvis jeg får et afslag på en legatansøgning, forespørgsel eller andet. Så kan mine tanker, lidt ligesom angst, begynde at hvirvle ned i en spiral af tanker som: “det er pinligt at jeg kalder mig selv sangskriver, når jeg ikke kan skrive et omkvæd” eller “hvordan kan jeg have en bachelor i rytmisk sang, når jeg pitcher så dårligt?” eller “det er klart folk ikke gider støtte min musik, når jeg er så dårlig til at producere”. Og det kan så udvikle sig til “hvorfor er jeg overhovedet musiker? Hvad skal min musik i verden? Det er jo slet ikke vigtigt, det jeg laver” og så videre.

Efter jeg er blevet bekendt med Impostor Syndrom, og har lært en del om det, øver jeg mig på at stille mig udenfor de tanker, tilgive mig selv for ikke at være perfekt produktiv hver eneste dag. Og jeg fortæller mig selv, at mine tanker er en refleksion af Impostor Syndrom og ikke af virkeligheden eller sandheden.

Du har lavet podcast om emnet hvori du interviewer Annika Aakjær og Jonas Schmidt. Hvad var det vigtigste du tog med fra de samtaler?

Interviewene lavede jeg på baggrund af en online live-talk jeg havde med Dr. Valerie Young. Det var ret interessant at interviewe Annika Aakjær og Jonas Schmidt (Blaue Blume), da de er meget forskellige mennesker og kunstnere, men deler mange af de samme jobbeskrivelser. De havde forskellige tanker om Impostor Syndrom og det var interessant at høre.

Annika slår mig egentlig ikke som en gennemsnitlig person med Impostor Syndrom – hun virker mere som en del af de 30% der måske godt kan blive ramt af impostor-tanker, men håndterer dem på en anden måde, end dem som kan tænke længe over deres egen utilstrækkelighed. Hun er for mig mere det perfekte eksempel på en, der “reframer” sine tanker på en måde så de ikke er ødelæggende for hendes arbejde. (“Reframing” betyder, at man ser på det problem eller den situation man står over for med nye briller, og at man kan få vendt et negativt perspektiv til et mere meningsfuldt, konstruktivt eller måske ligefrem positivt perspektiv) 

Jonas oplevede jeg derimod som et menneske der havde været, og til dels stadig var, meget ramt af Impostor Syndrom. Det var en rigtig spændende snak med ham, hvor vi også snakkede om at spille en rolle som artist, og nærmest føle at man har en maske på. 

Det vigtigste jeg tog med mig, var nok Annikas smittende selvtillid og Jonas utroligt reflekterede måde at tænke om sig selv og sin kunst.

Hvorfor er det så vigtigt at sprede information og tale om fænomenet?

Da jeg først opdagede at Impostor Syndrom rent faktisk var et dokumenteret fænomen og at mange lider af det, var det som om et lys gik op for mig. Jeg følte mig mindre alene, mindre forkert og efter jeg var til foredrag med Dr. Valerie Young, har jeg også fået nogle redskaber til hvordan jeg kan arbejde aktivt med ikke at blive begrænset af mine egne tanker om mig selv. Fordi det har hjulpet mig så meget at forstå, at mine tanker egentlig ikke har noget med mig at gøre, men er på grund af Impostor Syndrom, har jeg lyst til at belyse det på min Instagram og hjælpe andre kunstnere som har det på samme måde. Jeg har det også i det hele taget sådan, at jeg gerne vil dele lidt af hvert på min Instagram – både når det går godt og når det går skidt. Så tror jeg folk kan relatere bedre til mig og føle sig mindre alene med følelser som utilstrækkelighed og angst. Den sidste og måske vigtigste grund og mest idealistiske grund er, at “everyone loses when bright people play small” – Dr. Valerie Young. Hvis intelligente, kreative, fantastiske mennesker holder sig tilbage på grund af Impostor Syndrom, går vi glip af alt det smukke, dejlige og farverige de kan berige verden med. 

Hvilke forandringer håber du på at se i musikbranchen gennem din aktivisme omkring Impostor syndrom?

Jeg er glad for at mit fokus på Impostor Syndrom ses som aktivisme – det har jeg aldrig selv tænkt over. Jeg håber at dem som ser og hører det jeg deler, føler sig spejlede og mindre forkerte. Drømmescenariet ville være, hvis der på et højere plan blev sat fokus på Impostor Syndrom blandt kunstnere og i det hele taget psykiske lidelser som angst og stress. Ingen af de steder hvor jeg har været, under uddannelse eller signet, har jeg oplevet nogle tiltag der sætter fokus på det. Til stor undren, da det jo bestemt ikke er et fåtal i branchen som lider af eksempelvis angst eller stress. Det er min holdning at et fag omkring Impostor Syndrom, angst, stress, og hvordan man kan håndtere det, er oplagt at have som en del af sin kunstneriske uddannelse. Det er også min holdning, at det vil være oplagt at få mulighed for sparring omkring dette i forbindelse med sin kunstneriske udvikling på et label, management eller pladeselskab, for at forebygge at kunstnere går ned med flaget, og har bedre mulighed for at få en bæredygtig karriere – også på et følelsesmæssigt plan. 

Et godt råd til aspirerende musikere som kan genkende at have impostor-tanker?

Læs om det. Hør mine podcast-afsnit om det. Forstå at du ikke er alene, men at du faktisk deler samme slags tanker med 70% af befolkningen. Ræk ud, del dine tanker med andre og mind dig selv om, at dine tanker ikke altid er sandheden.


Nannas anbefalinger til videre forståelse for emnet

Man kan lære endnu mere om Impostor Syndrom i kreative brancher gennem RMC Podcast, bogen Secret thoughts of succesful women af Dr. Valerie Young, og på min Instagram @nanna.bottos.

Derudover har jeg for nylig læst artiklen “Stop Telling Women They Have Imposter Syndrome” af Ruchika Tulshyan and Jodi-Ann Burey, som beskriver Impostor Syndrom i en kontekst med sexisme, racisme, xenofobi samt andre bias, og hævder at måden at komme Impostor Syndrom til livs, ikke er på et individuelt plan. Artiklen fokuserer på vigtigheden af at skabe miljøer som indbyder til forskellige lederskabsstile og hvor diversitet er et nøgleord. Jeg er enig langt hen ad vejen, og jeg synes det er en spændende snak om hvor individets ansvar slutter og samfundets ansvar starter. For jeg tror ikke vi kan være det ene foruden det andet i kampen mod Impostor Syndrom.

Skribenten anbefaler

Jeg vil på det varmeste anbefale at opsøge fælleskaber og fora, som formidler viden om mental sundhed. Der findes mange skønne initiativer, man blive en del af. Et fantastisk sted at søge hen er hos LEAP Workspace, der arbejder for et sundere miljø i musikbranchen. Du kan finde LEAP på Facebook lige her.

// Udgivet den 11. marts 2021