125574544 e1476891217726

Interview med Nicholas Kawamura: KarriereKanonen er et udstillingsvindue – men du skal selv gøre arbejdet

Foto: PR

P3-vært og jurymedlem i KarriereKanonen Nicholas Kawamura giver her et indblik i, hvordan flere hundrede artister bliver kogt ned til tre.

Du kender ham højst sandsynligt fra radioprogrammerne Smag på P3 og Lågsus, men Nicholas Kawamura sidder også med i den jury, som hvert år skærer det felt af flere hundrede artister, som har uploadet musik til KarriereKanonens hjemmeside, ned til 12 semifinalister, otte finalister og i sidste ende tre vindere. Præcis hvordan juryen, som består af repræsentanter fra talentforløbets samarbejdspartnere DR, Smukfest og Bandakademiet, gør det, kan du blive klogere på her.

Hvad sker der efter deadline for upload i januar?


Efter deadline sker der det, at vi lytter til alting. Vi har nogle ’grovlyttere’, for der bliver uploadet nogle ting, som ikke kommer i egentlig betragtning, fordi det ligger langt væk fra, hvad vi skal bruge. Eller vi skal jo ikke bruge noget specifikt, men hvis man kan høre, at kvaliteten er for lav, så bliver det sorteret fra. Det er en lille procentdel af numrene, der bliver det. Men så bliver resten sendt videre til mig og Casper Bach Hegstrup [musikchef på P6 BEAT, red.], og så sætter vi os og lytter. Vi kategoriserer sangene i et ratingsystem, og får på den måde sorteret feltet på 1500-1700 sange ned til et par hundrede.

Det er så der, at resten af juryen kommer med ind over og vi koger det ned til de 12, der skal spille på SPOT. Det er noget, vi gør på et møde, hvor vi på forhånd har valgt nogle favoritter hver især. Det kan godt være svært, men ofte er vi ret enige. Men det er altid spændende, når vi skal mødes med den anden del af juryen, for vi kommer jo fra P3 og P6 BEAT og skal ’parres’ med Smukfest og Bandakademiet, og vi ved aldrig rigtig hvor hinanden står, før vi mødes. Så kort sagt: der bliver lyttet intenst, valgt et par hundrede ud, som så bliver kogt ned til 12.

Er der noget bestemt, I lytter efter ift. dem der skal gå videre i første omgang?


I første omgang er vi ikke så specifikke, der skal vi bare høre, at der er noget at bygge videre på. Enten at der er nogle gode sange – det går man meget sjældent galt i byen med, det ved enhver – eller det kan være nogen, som kan noget helt specielt; har en stemme som virkelig skærer igennem, men mangler produktion for eksempel. Vi tager det med, så snart vi kan høre, at der er noget udviklingspotentiale enten sangmæssigt, sangskrivermæssigt, melodimæssigt osv. Så skal vi have kogt det ned til 12, og der er handler det ’bare’ om, hvad man synes virker mest lovende.

Det er svært at pege på noget specifikt, vi leder efter, for det er der jo egentlig ikke. Det er talent, som vi kan høre noget i. Det er meget bredt genremæssigt, men det skal selvfølgelig være nogle ting, som er relevante fremadrettet på de flader, der nu engang er tale om – for eksempel scenerne her på Smukfest eller P3’s og P6 BEAT’s playlister. Der er nogle genrer, for eksempel klassisk musik, som ikke kommer i spil. Det har ikke nogen berettigelse på de flader, så det må være en anden konkurrence eller talentudviklingsforløb, man går til der.

Når semifinalen har fundet sted og hele forløbet begynder for de otte finalister, hvor tæt følger I dem så?


Jeg er, som repræsentant for P3, ikke særlig meget med, jeg prøver faktisk at holde mig så meget ude af det som muligt, og har også frabedt mig at være på maillister omkring det, for jeg vil hellere møde op, og så se, hvad der er sket. Jeg vil helst tage udgangspunkt i, hvordan det var, da jeg hørte dem for første gang på SPOT, og så se hvad der er sket siden da. Uden at vide at de for eksempel har snakket med Kristian Koch [stage coach, red.] og arbejdet meget på den del. Det ved jeg jo godt, at de har, men jeg vil ikke vide, hvad der har været fokus på, det vil jeg hellere selv opleve, så derfor prøver jeg at holde mig så meget ude af det som muligt. Og jeg ved jo, at de er i gode hænder hos Bandakademiet.

Hvad så til finalen, hvad lægger I vægt på her?


Vi lægger selvfølgelig vægt på, at der har været noget udvikling. Hvis der er en, der har præsteret nogenlunde på SPOT og lige kniber sig med i finalen med nød og næppe, og som så ikke har udviklet sig, så er det løb ligesom kørt. Men hvis det nu er én, der har udviklet sig helt vildt og præsterer ti gange så godt, så kan man blive overrasket, og så er det selvfølgelig noget, der bliver lagt mærke til. Men det skal ikke være selve udviklingen, som vi skal lægge vægt på, når vi bedømmer. Det skal være en del af det, men det skal jo først og fremmest være det, de præsterer og leverer, for det er jo dét, det handler om. Dem der skal til koncert med dem, er jo ligeglade med, hvilken udvikling de har været igennem. Der er nogle, der har mere travlt end andre fra SPOT til nu, men sådan er det jo.

Når I har udvalgt vinderne, overdrager I dem så til Bandakademiet, eller har I noget med dem at gøre efterfølgende?


Groft sagt, så er det videre til Bandakademiet, som så får finjusteret på de sidste ting. Og du kan jo ikke vide, hvad der sker. Én ting er at vinde KarriereKanonen, så har du en koncert på Smukfest om et år i kikkerten, men du er nødt til at levere noget musik, hvis du vil spilles i radioen. Det nytter ikke noget at tænke ’Nu vandt jeg KarriereKanonen, så spiller de min musik’. Det er ikke sikkert, at din musik er klar til at blive spillet i radioen, der er stadig meget, der skal arbejdes på. Men nu har du muligheden for at gøre det. Og det er i virkeligheden dét, det er; en mulighed, et vindue, du kan udstille dig selv i, oveni købet med nogle hjælpende hænder til at guide dig.

Så det er en fed ting at vinde KarriereKanonen, hvis du virkelig vil noget med din musik. Men det er ret flydende, og det er meget forskelligt fra vinder til vinder, hvad der sker. Der er nogle, der nærmest er flyveklare, og der er andre, der skal bruge et år. Det er meget forskelligt – men det er også derfor, at det er fedt.

Er der nogle af de seneste års vindere, som du især er stolt over at have spottet?


Helt personligt, så er Vild $mith et navn, som jeg er rigtigt glad for, fordi jeg tror, at hvis jeg ikke havde sagt til de andre i juryen, at vi skulle høre dem, så var de ikke kommet videre. Jeg havde en stor tro på den sound, de repræsenterede på det tidspunkt. De havde glimt i øjet og den amerikanske sound, som der ikke rigtig var nogen, der mestrede herhjemme på det tidspunkt. Jeg vidste ikke om de var i stand til at levere live – én af dem havde jo aldrig stået på en scene før – men de kom ind og tog først SPOT med storm og sidenhen også KærligHeden, så der var der ingen tvivl om, at det var rigtigt, det vi havde gjort.

Samme år var det The Minds of 99, som jo også er en af dem, man kan være stolt af, men der var vi alle sammen meget mere enige fra starten, om at det var noget helt specielt. Der er også en anden fra det år, som måske ikke er blevet lige så stor, men som jeg stadig er stolt af, at vi som jury valgte, og det er Amin Karami, som er en kunstner, som virkelig har noget på hjerte. Han har generelt en længere proces med alt, han laver, men som jeg synes har leveret, måske ikke til en karriere, som kan køre på skinner endnu, men de singler, han har udgivet efterfølgende, har været helt eminente, og jeg er rigtig glad for, at vi har kunne spille ham på P3, som vinder af KarriereKanonen. Så det kuld, der var det år, var helt specielt. Det er måske ét hver 20. år, fordi det var så voldsomt, det der kom ud af det. Så det var meget specielt – også fordi det var så bredt.

Har du nogle gode råd til upcoming musikere?


Det har jeg helt klart. Det handler rigtig, rigtig meget om ikke at holde på sine ting. Det handler om at forstå, at hvis du vil høres, så er du også nødt til at gøre den hørbar. Den skal selvfølgelig være god nok til at blive hørt, men pointen er, at det skal ud og være tilgængeligt, det kan være på KarriereKanonen, det kan være på Soundcloud.

Den største skam er, hvis din forfængelighed som musiker holder dig tilbage. Det er noget af det sørgeligste, jeg ved; talentfulde, dygtige musikere, som lader deres kunstneriske forfængelighed stå i vejen for, at de bliver til noget, for at de bliver hørt. Det er noget af det mest forfærdelige og jeg har set det alt for mange gange. Du skal gøre opmærksom på dig selv, og hvis du ikke selv kan det, så må du finde en, der kan gøre det for dig. Det er vigtigt at blive hørt, når du laver musik, for der er så mange der gør det, og der er mange, der er gode.

Der er også mange, som måske ikke er lige så gode som dig, men bliver hørt, og så gider du jo ikke at stå henne i krogen og tænke ’Fuck, det er dårligt, men hvorfor klarer de sig så godt?’. Så du skal bare ud med det, du har. Og hvis du en måned senere ikke synes, det er godt, så må du lave noget nyt.

 

Oprindeligt bragt på bandsoftomorrow.com.