Kaae & Batz, Komponist

Q&A med komponistduoen Kaae & Batz: »Social skills og en god portion vedholdenhed er kernelementer for at komme nogen vegne«

Foto: Zuhal Kocan (pressebillede)
Tekst: Kira Buur

Den internationalt anerkendte komponistduo Kaae & Batz har blandt andet titelnummeret til den populære Netflix-serie Bordertown i deres bagkatalog. Inden længe udkommer de med nyt album, som adskiller sig fra deres tidligere projekter og rækker ud efter en målgruppe af mere kræsne lyttere.

Kaspar Kaae og Brian Batz har begge haft foden indenfor musikbranchen i forskellige musikalske konstellationer – Kaae i det danske folkband CODY og Batz i det dreampoppede soloprojekt Sleep Party People. Som musikere, komponister og producere er de begge velbefærdede i musik- såvel som filmindustrien, og det var netop deres forkærlighed til film, som førte de to sammen om deres første filmmusikalske score tilbage i 2010. 

Komponistduoen udkommer med deres nye album L.U.S.H den 29. oktober gennem det københavnske pladeselskab StereoRoyal, og de har i den forbindelse valgt at udkomme både digitalt men også på vinyl. Albummet byder på en samling af melankolske og eftertænksomme numre, hvor det cinematiske univers understøttes af en eksperimenterende neo-klassisk komposition med referencer til jazzmusikken og med inddragelse af elektroniske teksturer og dybfølte vokalsamples.

Vi har taget en snak med det musikalske makkerpar om deres kreative beslutninger og samarbejdet omkring filmmusikkomposition, og hvordan processen handler mere om koncentration end inspiration. 

Hvordan startede jeres musikkarriere?

– Musikkarrieren er blot en del af vores historie, for vi har kendt hinanden siden, vi var børn – og vi har oplevet halvdelen af vores liv sammen med alt, hvad der hører til det at blive voksen. Det sjove ved en musikkarriere er, at den nok starter længe før, man rigtig ved det – eller grundlaget, for at det senere bliver til en karriere, starter med det første band og alle de overvejelser, der følger med at udtrykke sig kunstnerisk, og hvor meget du udforsker den G-dur på en guitar. Det er en utrolig lang forberedelsestid. Lige pludselige er der nogle, som siger: Det der, det er du god til, og så får du den første hyre – en kasse øl for at spille 45 minutters indierock på Loppen, hvor alle dine venner kommer. Det var en succes, og du får lov til at spille igen, men denne gang får du en kasse øl og en tarif til deling i hele rockkvintetten, og du kan ikke få armene ned af begejstring, og der startede din musikalske karriere altså.

Hvorfor har I valgt at gå filmmusikkens vej?

– Vi har begge altid været begejstrede for instrumentalmusik som for eksempel Brian Eno, og det glider meget naturligt over i filmmusikkens univers. Jeg erindrer første gang, jeg så Wolfgang Beckers ”Goodbye Lenin”, at jeg efter åbningen af filmen måtte spole båndet tilbage og se den igen. Jeg husker, at de gamle billeder fra DDR og Yann Tiersens klavermusik blæste mit unge sind bagover, og måske var det der, at min filmmusikalske karriere i virkeligheden begyndte, og at jeg forstod, hvor effektfulde billeder og musik er sammen. Vi har begge turneret verden rundt med vores bands Sleep Party People og CODY, og vi har begge levet en drøm, som kun få får lov til at leve. Men den drøm er ikke omkostningsfri, så jeg tror, vi begge fik et behov for at finde flere måder hvorpå at lave det, vi elsker – nemlig at skrive og producere musik.
I 2010 fik vi lov til at lave Jeanette Nordahls (Når Støvet Har Lagt Sig, Kød & Blod) førsteårs film på Super 16, og det var første gang, vi lavede en film sammen, og der så vi for første gang, hvad det er, vi kan med andres billeder, og det var en ret stor oplevelse. Få år senere var vi i pulje med de helt store kanoner til at lave Kvinden I Buret, men måtte desværre erkende, at vi ikke var helt gode nok endnu. Det blev den svenske komponist Jan Söderkvist, som lavede musikken til den.

Hvordan foregår jeres arbejdsproces og samarbejde som filmmusikkomponister?

– Det svinger meget, hvordan vi griber det an. Men som udgangspunkt skal det altid være sjovt og udforskende. Det er vigtigt for os at få etableret en legeplads, hvor vi kan være de børn, vi i virkeligheden er. Når vi har etableret det rum, så lader vi som oftest det umiddelbare lede vejen: ”så hvis jeg gør sådan, så gør du sådan…” osv. Som oftest sætter jeg mig ved et instrument og gør et eller andet – sætter skibet i gang, og så er Brian den soniske doktor, som får det til at sejle, og sådan fungerer vi godt sammen. For vi kan begge skrive, producere og mixe. Men jeg tror, at vores dynamik er god for os, for vi træder aldrig hinanden over tæerne eller bliver uenige. Vi er ret gode til at give hinanden plads. Det er også derfor, det er vigtigt at have en god sofa i studiet, hvis den anden lige skal prøve noget af og ikke har behov for at bliver åndet i nakken. Alle har selvfølgelig svært ved at ramme melodien eller lyden nogle gange eller føle sig uinspirerede, og det kan vi selvfølgelig også, men nok mest når vi sidder alene eller med hver vores projekt. Det er egentlig sjældent, at vi har blokader, når vi er sammen. Som tidligere nævnt så har vi en meget umiddelbar tilgang til det at lave musik, og når vi først er i gang, så er vi virkelig i gang, og så prøver vi at gå med, hvad end vi har fået lagt på bordet. Vi har nok også den tilgang til det, at vi ikke har tid til at vente på inspirationen kommer. Vi har som oftest fra kl 9-17, og så bruger vi den tid til at få lavet noget – og vi får altid lavet noget. Vi er måske nået frem til, at det handler mere om koncentration end inspiration, og med de mange år vi har haft sammen, så er rygsækken fyldt med ideer og erfaringer, som vi kan trække på. Det er ligeså fedt i dag, som det var dengang, vi startede. Det er kun niveauet, der er blevet højere – men det skulle det også helst.  

Hvilke kreative beslutninger ligger bag at udgive jeres kommende album på vinyl frem for blot at lade det være katalogmusik?

Når vi laver musik, kan vi selvfølgelig ikke lade være med at se og høre det som en del af os selv og ikke blot reducere det til noget ”mindre”, som vi kan distancere os fra. Musik er ikke for sjov, det er kun sjovt, når man tager det dybt seriøst, og vi tog disse kompositioner hamrende seriøst, da vi sad og skrev dem ved køkkenbordet i vores lejede lejlighed i Kadikoy i Istanbul. Det var først og fremmest som venner, komponister og kunstnere, vi tog af sted, og vi tænkte ikke så meget på, at dette også skulle være katalogmusik, som potentielt skulle tjene os en masse penge. Vi vidste godt i skrivefasen, at vi havde lyst til at sætte et større aftryk med dette album. Ofte bliver katalog musik erstatninger for den musik, der ikke er råd til, som f.eks. Nils Frahm eller Thomas Newman. Vi havde lyst til, at vores album ikke skulle være en erstatning men en decideret reference for klippere, folk i filmbranchen – ja for alle i verden, og der virker det bare bedre på alle fronter, hvis det er en rigtig udgivelse – et værk, som skal kunne stå for sig selv. Du kan ikke forvente, at andre skal tage det, du laver, seriøst, hvis du ikke selv gør det og præsenterer det ordenligt. Personligt har vi det begge sådan, at musik først er ”rigtigt” udgivet, når det det er trykt og har et smukt cover.  

Hvordan har I navigeret i musikbranchen, for at nå dertil, hvor I er i dag, og hvad kræver det at etablere sig i branchen?

Det er et godt spørgsmål. Jeg tror måske ikke, vi har navigeret så meget mere end blot at være os selv. Musikbranchen er fyldt med skuffelser og folk, som vil sig selv mere, end de vil musikken og kunsten, så hvis man navigerer for meget på dens præmisser, så bliver man nok skuffet. Vi er begge drømmere, og drømmere bliver kørt over af købmænd – som i sidste ende er dem, som er musikbranchen. Men ja, hvad kræver det at være i musikbranchen? Der vil selvfølgelig altid være undtagelser, men først og fremmest tror jeg, at social skills og en god portion vedholdenhed er kernelementer for at komme nogen vegne – og ikke mindst overleve i den her branche. Dernæst kommer en fandens portion god talent. Der er forskel på musikbranche og filmbranche. I musikbranchen skal du have et solidt ego – forstået sådan, at du skal tro på dig selv og dine visioner for at kunne brage igennem lydmuren. Og i filmbranchen skal du kunne lægge egoet til siden men stadig tro på dine visioner. At være filmkomponist kræver en smule mere pragmatik vil jeg mene.

Hvordan og hvornår blev I signet?

Vi blev begge signet på mindre indielabels for lidt over 10 år siden, men vores fælleseventyr startede, da vi signede med StereoRoyal i 2015 og udgav vores første album Basement Tales. Det er et album af instrumentale numre, som er blevet brugt rigtig meget i forbindelse med TV-synkronisering. Det var i samme år, vi startede på scoret til den finske nordic noir crime tv-serie Bordertown, som nu ligger i tre sæsoner på Netflix.

// Udgivet den 21. oktober 2021