fbpx

Stefan Facius: “Musikbranchen er en drømmefabrik. Vi bygger alt på ambitioner og talenter Og når vores tempo og og ambitioner passer sammen, så kan der ske magi

Foto: Privat

Tekst: Sofie Segall

Vær ægte og vær ydmyg. Dette er to centrale egenskaber som vægter højt hos Stefan Facius, partner på Heartbeat Management og underviser på Innovative Artist Academy. Artister er der mange af, men opskriften på at blive en artist som ikke blot er en døgnflue, kræver hårdt arbejde. Heartbeat Management er et af de management bureauer, som gør en dyd ud af at udvikle netop de artister, som holder ved. Og med Go Go Berlin, Jacob Dinesen, Lydmor og Anya på repertoiret over artister, efterkommer de dette ret godt. Vi har taget en snak med Stefan om hvordan man bliver netop sådan en artist og hvordan man opnår et godt samarbejde med en manager. 

Ifølge Stefan er det ikke nødvendigvis det musikalske, som der er det mest væsentlige, men det er nærmere det at kunne mærke en artist eller et band som mennesker. “For at jeg skal kunne arbejde med en artist eller et band, skal der være en grad af menneskelighed fremfor en ‘banger’. Unikhed er ikke kun musikalsk, det er nærmere menneskeligt”. Et samarbejde med en artist er fyldt med både gode og dårlige ting. Artisten skal kunne sætte pris på det hold som der er omkring sig, arbejde hårdt og respektere de mennesker der er omkring, for at samarbejdet kan fungere optimalt. Derudover skal et projekt have en udvikling og en mulighed for at tjene penge, da det er en forrentning.

“Musikbranchen er en drømmefabrik. Vi bygger alt på ambitioner og talenter og når vores tempo og og ambitioner passer sammen, så kan der ske magi”. En succes kræver kort sagt et godt samarbejde, som er baseret på ambitioner som stemmer overens mellem både artisten og manageren. 

Dernæst spørger vi Stefan ind til hvilke musiktendenser han ser som værende fremtrædende i øjeblikket. Han svarer hurtigt: “Der er fokus på ægthed, meget mere end det hurtigt producerede”. Især efter The Minds of 99, ses der flere og flere unge dansksprogede bands. Radioformatet har flyttet sig mere til bands, som har fokus på det dansksprogede. Ifølge Stefan er det denne form for musiktendens, der har skubbet den tidligere urbanbølge ud af billedet. “Der er fokus på det håndspillede og bandsfornemmelse og det glæder mig helt vildt meget personligt“.

Hvad er heartbeat Managements tilgang til nye artister?

“Det skal være unikt, godt, ægte og hårdtarbejdende. Artisterne skal ikke være naive i deres tilgang, bålet skal startes og tændes af artisten og det vi skal gøre, er at hælde benzin på”.

Gode råd til nye artister?

Her trækker Stefan på en sammenligning til det populære DR-program, Løvens Hule. Ligesom i TV-programmet, møder musikbranchen ofte artister med gode idéer, men uden en videre plan. Stefans råd lyder kort og godt: “Folk skal gøre sig mere umage. Når man kommer med sit projekt skal man, ligesom i Løvens Hule, vide lidt om sit produkt. Desto bedre præsentation og desto bedre du kan svare på de spørgsmål der kommer til produktet, jo større sandsynlighed er der for at blive investeret i og dermed lykkedes. Efter en kort tænkepause slutter Stefan af med: “Vær forberedt, vær ydmyg, vær selvsikker, vær bevidst om hvem du er, hvad du laver, hvad du kan og hvordan du kommer derhen. Der vil altid være sving på vejen, men hvis du er bevidst om hvor du vil hen, så vil jeg gerne med på den tur”.