custom Custom Size Victoria Jespersen

Victoria Jespersen, A&R hos Warner Music Denmark: »Tror jeg på mennesket, så kan jeg ikke andet end også at tro på artisten og musikken«

Foto: Privat

Victoria Jespersen er ny spirende A&R (Artist & Repertoire) hos Warner Music Denmark. Vi fangede hende til en snak om sin/Warners tilgang til A&R, hvad de leder efter hos nye upcoming kunstnere, og hvilke gode råd hun har til artister, som drømmer om at blive opdaget.

Hvad er din rolle som A&R hos Warner Music?

– Jeg laver mange forskellige ting som A&R, men først og fremmest handler det om, at finde de artister vi skal arbejde med på Warner. Vi sidder fire A&Rs med meget forskellige kompetencer, men vores rolle er egentlig den samme. Min fornemmeste opgave er at hjælpe dygtige mennesker med at blive dygtigere, og forhåbentlig forløse det potentiale jeg ser i dem, på den mest autentiske måde muligt.

Hvad kigger du efter, når du leder efter nye artister?

– Groft sagt føler jeg, at man kan dele det op i to. Der er en del af mig, som kigger rigtig meget på markedstendenser og data – det synes jeg er vildt spændende. For at se om man kan forudse hvad den næste tendens bliver, eller blot se om man kan finde en artist, der falder direkte ned i en tendens, som allerede sker. En anden del af mig kigger rigtig meget på mennesket bag artisten. Når man arbejder med noget så levende som musik, er det vildt vigtigt, at der er en menneskelig forståelse, synes jeg. Jeg oplever virkelig tit, at hvis jeg føler en forbindelse og attraktion af mennesket, så skinner det igennem musikken. Og tror jeg på mennesket, så kan jeg ikke andet end også at tro på artisten og musikken.

Hvad gør, ifølge dig, en artist unik?

– Det er så heldigt, at alle mennesker er helt unikke, så hvis du er tro mod hvad der driver og stimulerer dig, så er du en unik artist. Det er nemmere sagt end gjort. Tit finder man jo noget af sig selv ved at spejle sig i andre, og pludselig har man adopteret så meget fra alle andre, at man ikke har sig selv med. Det er en proces, man nok aldrig rigtig er færdig med.

Hvordan arbejder I med nye artister hos Warner?

– Det er meget forskelligt. Visionen for vores artister er sjældent den samme, så derfor er arbejdet med dem også forskelligt. Jeg tror det vigtigste er, at forventningsafstemme og sørge for at alle er enige om, hvad drømmene og ambitionerne er for den pågældende artist. Det synes jeg, er noget vi arbejder hårdt på med alle vores artister – rigtig meget åben kommunikation, så vi sørger for at alle har den samme ledestjerne. Og med nye artister er det måske endnu vigtigere, fordi man i starten virkelig skal lære hinanden at kende.

Hvad er din/Warners tilgang til A&R?

– Det er meget vigtigt for os på Warner, at vores artister føler, vi er der for dem. A&R er første led i værdikæden, så det skal starte ved os. Det tror jeg er det vigtigste at nævne, når man taler om at være A&R på Warner.  

Hvad har du af gode råd til artister, som drømmer om at blive opdaget?

– Man skal lave sin research og række ud til dem, man synes giver mening, og selvfølgelig også være åben for, at der kan komme fantastiske ting fra steder man aldrig havde regnet med. Man skal heller ikke have travlt – når du ikke er en super etableret artist, er der ikke nogen, der går og venter på din musik, så det er vigtigt at være tålmodig. Det er også virkelig vigtigt, at man er oprigtig og sympatisk når man møder mennesker. Det er sådan man kommer længst, og sådan man tiltrækker de ’rigtige’. Jeg tror ikke, at der er en rigtig eller forkert måde at gøre det på…det er også de færreste artister, der har den samme historie om deres opdagelse.



Drømmer du om at slå igennem som professionel musiker?
Har du brug for et indblik i de mange aspekter i musikbranchen, og vil du finde ud af, hvad der lige præcis gør dig unik som artist?
Så er Innovative Artist Academy lige det springbræt, du har brug for. Du kan læse mere om det her: