fbpx

David Rowntree om sin lange karriere med Blur: Vi begyndte at tænke over, hvorfor vi artister er blevet rippet siden for evigt – Del 2 af 2

Foto: PR
Tekst: Nikoline Skaarup

David Rowntree har mere end 25 års erfaring som professionel musiker, og sammen med britpop-gruppen Blur har han prøvet alt fra næsten at gå konkurs på grund af en svindlende manager til at skrive pladekontrakt på 11 album med et Major Label. Udover stadig at være en del af Blur, hjælper Rowntree andre artister med at navigere i den komplicerede branche. Vi mødte ham til et interview om DIY-tendenser og pladekontrakter i Oslo, hvor han delte ud af sine mange erfaringer.

Den første del af interviewet med David Rowntree sluttede, da trommeslageren netop havde forklaret, hvordan han og resten af det daværende teenage-band Blur valgte deres manager ud fra, hvem der købte dem den bedste frokost. Og hvordan det måske var en ret dårlig idé. Lad os lige samle op med det sidste citat fra del 1:

– De inviterede os begge to på frokost, hvor vi kunne tale om vores karriere. Så vi tænkte; ‘okay, vi vælger den, der tager os med til den bedste frokost.’ Ham, vi gik med, tog os ud til en stor fancy restaurant, købte os en masse vin, og drak os fulde. Den anden tog os med til en eller anden fastfood, jacket potato-restaurant og sagde: ‘I kan vælge hvilken som helst topping til jeres kartoffel’. Så vi gik med den første, og det var ham, som stjal alle vores penge. Så det var vores form for stupide teenage-måde at navigere i industrien på.

Hvis du endnu ikke har læst hele del 1, kan du finde den her.

Har du læst den? Godt, så lad os fortsætte!

Tæt på enden for Blur

Jeg konstaterer, efter Rowntrees fortælling, at det heldigvis må siges at ende godt for Blur, trods deres “stupide teenage”-fascination af vin og fancy restauranter. Hans toneleje bliver en smule mere alvorligt, og efter en kort tænkepause siger han, at det kun var på et hængende hår, at det endte godt alligevel.

Den tid, hvor han stjal alle vores penge, var næsten enden på det hele. Det var ved udgangen af det første album, og vi skulle have tjent nok penge på det til at komme igennem det næste år, inden vi havde forskuddet til den anden plade. Og der var ingenting. Og ikke nok med, at der var ingenting, han havde ikke betalt én eneste regning, så da vi skulle have været oppe på omkring 100.000 pund, var vi i minus med 100.000 pund. Det blev næsten slutningen på det hele. Når du skylder den slags penge, kan alle, du skylder penge til, hive dig i retten, og din virksomhed er ude.

Det var kun, fordi gruppen var blevet venner med alle deres samarbejdspartnere, at de var i stand til at overbevise folk om, at de nok skulle få deres penge tilbage.

Vi sagde til dem, at vi enten kunne betale halvdelen af det med det samme – vi havde en lille smule tilbage – eller at vi kunne betale det hele om et års tid. Faktisk var der nogle, der sagde til os, at vi ikke skulle bekymre os om det, og ikke krævede nogen penge fra os. Hvis vi ikke var blevet venner med alle, kunne de lige så godt have sagt; ‘beklager venner, men jeg synes, at I er en kæmpe flok idioter’, siger Rowntree og griner.

Det var en af de erfaringer med industrien, der overbeviste Rowntree om at starte FAC (Featured Artist Coalition). For mange artister må gå med lignende historier, eller stadig have dem til gode – desværre. Sådan oplever man som musiker mange ting, som man efterfølgende kan ånde lettet op omkring og se som en vigtig lektion om en situation, man aldrig vil sætte sig selv i igen.

Da vores band begyndte ikke at arbejde helt så hårdt mere, og vi fik mere fritid, begyndte jeg og nogle andre musikere at tænke over, hvorfor vi artister er blevet rippet siden 60’erne, siden 50’erne, siden for evigt. Hvorfor skal det her blive ved med at ske, generation efter generation? Hvorfor kan hver generation ikke give deres erfaring videre til den næste, ligesom de gør i alle mulige andre industrier? Jeg ved, at du nu kan gå til forskellige universiteter og studere, hvordan man er i et band, og hvordan man bliver manager, men det kunne man altså ikke, da mit band startede. Og selv hvis man kunne, var der ingen – ligesom mig selv – der rent faktisk havde været der og gjort det, som stod foran et rum af spirende musikere og sagde; ‘ved I hvad, jeg troede heller ikke, det kunne ske for mig, og se, det skete for mig. Så tro ikke, at der ikke kan ske noget lignende for dig.’

Rowntree nævner, at man i dag har mulighed for at “studere”, hvordan man er i et band. Dette får du undervisning i på artistforløbet Innovative Artist Academy. Her lærer du, hvordan du skal agere i musikbranchen – enten som sanger, sangskriver, producer, soloartist eller band.

“Følg dine drømme” er et lorteråd

I slutningen af den paneldebat, Rowntree skulle have været en del af, blev deltagerne spurgt, hvad deres bedste råd var til alle de artister derude, som overvejer selv at gå DIY. Under den efterfølgende middag havde Rowntree spurgt dem, hvad de havde svaret til spørgsmålet, og fordi flere af dem var blevet lidt beduggede, jokede de rundt med svaret “bare følg dine drømme”.

– Det er ikke det bedste råd, du kan give, siger Rowntree, det er et lorteråd.

Jeg var selv til debatten, og rådet om bare at følge sin drøm lød mere i retning af, at man skal passe på ikke at blive for fikseret på det praktiske og huske sin kreativitet.

Hvis Rowntree ikke havde misset sit fly, ville han begynde sit svar cirka sådan her:

Jeg tror, at en af bagsiderne ved at arbejde DIY er, at man skal tage alle beslutninger om alting selv. Og realiteten er, at alle, som ikke gør det, kommer til at finde sig selv i store problemer til sidst. Vi har altid været involveret i alting, deltaget i alle møder og været sikre på, at alle aspekter af vores arbejde var, som vi ville have det.

Det kan være udmattende, siger han, og hvis man er signet til et pladeselskab er faren, at man uden videre lader den presseansvarlige skrive sin pressemeddelelse og den grafiske afdeling lave plakaten. For på et tidspunkt bliver arbejdet løst på en måde, du ikke ville have det.

Det kommer til at blive forkert på måder, du ikke havde forudset. Det har jeg set ske med en masse artister, der har været signet til et Major Label. Vi har altid haft en form for indie-ethos og været meget involveret i alting. Men det kræver en ubegribelig mængde arbejde, og hvis man vælger at gøre det hele selv, har man ikke den luksus bare at træffe beslutningerne – man skal rent faktisk også gøre alt arbejdet.

Når det så er sagt, kan man nogle gange gøre det billigere selv. Flere vælger for eksempel at crowdsource deres ting, og man kan samarbejde med folk, der kan skyde projektet i nye kreative retninger, i højere grad end på et label, hvor strukturerne er mere faste.

Ville Blur anno 2019 gå DIY?

Inden vi runder af efter godt tre kvarters snak i et mageligt sofaarrangement foran restaurantens pejs, vil jeg nå at høre, om Rowntree tror, at Blur kunne finde på at tage en DIY-tilgang til projektet, hvis de kom frem nu og ikke for 25 år siden. Det har han svært ved overhovedet at forholde sig til, for Blur signede til hele 11 album, da de skrev deres pladekontrakt.

Vi er bundet for livet, griner han. Vi er kun ni album inde, så vi har stadig to mere tilbage. Jeg talte med Ed O’Brien, som er guitarist i Radiohead og er en del af The Featured Artist Coalition, og de har netop afsluttet deres pladekontrakt og begyndt at udgive selv. De sagde, at det var den mest befriende oplevelse. De føler sig frie fra alt det kommercielle pres, fordi de ved, at de kan sælge en tiendedel af, hvad de solgte gennem pladeselskabet, og stadig tjene til føden og derfor lave de plader, de har lyst til. Han sagde, at det var den mest fantastiske ting, man kan forestille sig. Og jeg sagde til ham, at han skulle holde sin mund, fordi vi stadig har to forbandede plader, vi skylder pladeselskabet, siger han og griner:

– Jeg gider ikke høre om det!

– Så jeg kan stille dig det samme spørgsmål, om to album? spørger jeg.

Well, Thin Lizzy, som var kæmpestore i 60’erne og 70’erne, fandt sig selv i en lignende situation. De havde skrevet kontrakt for en masse plader og ville gerne ud af deres aftale. Så deres manager fik en genial idé og sagde: ‘Hvorfor laver I ikke et show, så optager vi det og udgiver et dobbelt live-album, og det vil ende jeres kontrakt?’. Det var vores manager, griner han igen og fortsætter:

– Desværre ændrede man pladekontrakterne efter det, så de nu udtrykker specifikt, at det ikke kan være live-albums.

Med det sagt, så tror han ikke, at de ville være deres kontrakt og forbindelse til pladeselskabet foruden:

– Jeg kan ikke sige med hånden på hjertet, at det samarbejde, vi har haft med vores pladeselskab og forlag, ikke har været utroligt givende.

I sidste ende er det dem, der siger nej til pladen, hvis den ikke er god nok, eller presser på for flere singles.

– Og så siger vi: ‘Hvordan kan I sige sådan noget? Det er ikke fair – har I overhovedet lyttet til det?!’. Og når det kom til stykket, havde de ret. Især i de tidligere dage. Vi havde ingen anelse om, hvad vi lavede, og vi ville ikke have, at nogen fortalte os, hvad vi skulle gøre. Men vi var i en position, hvor vi var tvunget til at lytte til andre mennesker. Og de havde ikke ret hele tiden, men generelt havde de meget mere erfaring end os, og de guidede os – selvom vi sparkede og skreg imod – i nogle meget gode retninger. Vi har lært ting, som har tjent os fantastisk i resten af vores karriere, siger han, hvorefter jeg slukker min optager.

Drømmer du om en fremtid som musiker? Bliver du inspireret af David Rowntree til at arbejde hårdt for at få det til at lykkes? Har du brug for et godt sted at starte og et indblik i musikbranchens mange facetter, som er gode at have styr på, hvis du gerne vil blive en succesfuld artist?

Så er karrieforløbet Innovative Artist Academy lige det springbræt, du har brug for. Du kan læse mere om det her: