fbpx

Sangerinden Skott om at bryde igennem med sin musik: Du bliver nødt til at vide, hvad du vil

28 feb Sangerinden Skott om at bryde igennem med sin musik: Du bliver nødt til at vide, hvad du vil

Foto: Peter St. James

Den svenske sangfugl Skott giver gode råd til nye musikere, der gerne vil bryde igennem med deres musik.

Pauline Skött, bedre kendt som blot Skott, er i høj grad på vej frem på den både svenske og internationale musikscene. Hendes popmusik er alsidig men dybt original, og selvom Skott er et forholdsvist nyt navn, spås hun vidt og bredt til at blive en af de helt store kunstnere i fremtiden.
En af disse spådomme kom i januar måned i år, da Skott vandt den europæiske musikfestival Eurosonic’s European Border Breaker Award (EBBA). Prisen gives ud til europæiske kunstnere, der har formået at slå igennem med deres musik uden for landets grænser, og i år blev der fundet 10 vindere.
Dagen efter showet mødte vi Skott til en snak om netop det med at bryde igennem med sin musik, og den unge svensker giver her gode råd til nye musikere, som gerne vil have en fod indenfor den internationale musikscene.

Violin, computerspilsmusik og Muse

Skott startede med at lave musik, allerede da hun var helt lille. Hun voksede op i en lille svensk landsby, hvor især folkemusik blev vægtet rigtig højt, og spillemandsmiljøet var stærkt. Her lærte hun at spille violin i en tidlig alder, og denne passion for at udøve musik og især at finde på melodier og harmonier udviklede sig, som hun blev ældre.
Da Skott blev teenager fik hun øjnene op for computerspilsmusik, og hun købte straks et program, hvor hun kunne producere sin egen musik. På dette tidspunkt var hendes musik uden vokal og tekst, og Skott vidste endnu ikke, at hun hverken kunne eller ville synge.
Dette ændrede sig, da Skott blev omkring 16 år, hvor hun begyndte at lytte til mere og mere popmusik.
Muse var det første band, hun for alvor dyrkede, og det inspirerede hende til at skrive tekster og vokalmelodier og starte med at synge.

Når man hører Skotts musik i dag, er det svært at forestille sig, at der har været et tidspunkt, hvor vokalen ikke var en fast integreret del af hendes musik. Hendes krystalklare fraser binder melodierne og det instrumentelle sammen, så sangene løfter sig i helt svimlende højder: Det er finesse, skrøbelighed og kraft samlet i en utrolig veludført kombination.

Gennembruddet 

Men hvordan slog Skott så igennem med sin musik? Hvordan tog hun skridtet fra sangskrivning til indspilning og udgivelse?

“Jeg så mig selv som en sangskriver for andre folk, før min første udgivelse”, fortæller Skott.
”Og der var bare nogle sange, jeg lavede, som jeg ikke rigtig kunne se hos andre, eller som jeg ikke ville have, at andre fik kontrol over. Jeg ville i virkeligheden have det sidste ord, når det kom til de sange, fordi de var mine babyer.”

Da Skott havde samlet de sange, som hun altså ikke kunne give slip på, kom næste skridt: Udgivelse.
Gennem sin sangskrivning for andre havde Skott allerede kontakt til sin nuværende manager, Adrian Karvinen, og hun tog derfor fat i ham, da hun ville udgive sine sange i eget navn. Hans indflydelse var vigtig i projektets første beslutninger, og Skott fortæller:

”Jeg havde musikken allerede, men han (Adrian, red.) kom ind og var sådan: ”Du bliver nødt til at tænke over dét og dét og dét”. For hvis du får success, og et pladeselskab kommer ind, og du ikke ved hvad du gør med visuals og musikstilen og hvad du kan lide – det gælder alting, lige fra hvad for noget tøj du kan lide – så vil de prøve at ordne det selv. Så tit vil de prøve at ændre dig. Derfor er du nødt til virkelig at være forberedt og vide hvad du vil, før du arbejder med magtfulde selskaber som pladeselskaber.”

For Skott handlede det altså om at have en strategi lagt for sine udgivelser, og da hun udgav sin allerførste single ”Porcelain”, havde hun f.eks. allerede skrevet “Lack of Emotion” og “Wolf”. Meget af arbejdet lå forud for selve udgivelsen, og Skott fortæller, hvordan hende og Adrian langsomt men sikkert byggede hendes musikkarriere op:

“Adrian og jeg satte et photoshoot op, og jeg fandt på cover-idéerne, og startede med at lave dem sammen med nogle venner. Så vi havde ligesom alt, som vi gerne ville have det.
Adrian kendte så nogle på Chess Club Records i Storbritannien, som er et mindre indie-selskab.
Så vi tog hen til dem og fik en mindre aftale på plads, hvor jeg ikke var fast hos dem, men hvor de bare lavede noget presse og promovering og til gengæld kun fik en lille procentdel af sangene. Så på den måde var det en virkelig simpel aftale. Og det viste sig at fungere virkelig godt, fordi det var en lille, simpel konstellation, men stadig – jeg var ikke helt alene, og det kan være virkelig hårdt.”

At være forberedt på fremtiden er noget af det, Skott generelt lægger allermest vægt på, når man spørger til hendes hurtige succes, og hun har især følgende råd til nye musikere:

“Du bliver nødt til at være forberedt på, at hvis du gør det godt, eller dine sange får succes, så vil der være mange meninger lige pludselig, og folk som prøver at trække dig i forskellige retninger. Det er en god ting at huske på for alle, der gerne vil udgive deres første sang.”

 

Skrevet af Ditte Nebeling Jensen