06 mar Fans Af Bands #4 – Hvorfor jeg elsker Alice In Chains
Indledning: Nikoline Skaarup
Tekst: Sofie Christiane Ree
Hvad er din musik værd, hvis der ikke er nogen, der lytter til den? Vi sætter i artikelserien »Fans af Bands« fokus på fans og fankultur.
Da vi tilbage i 2017 fik en snak med Debs Wild, som meget beskedent er kvinden, der opdagede Coldplay og nu står for bandets kontakt med deres millioner af fans, var hendes bedste råd, at du som artist skal involvere eller i hvert fald tænke over at kommunikere med dine fans fra det øjeblik, du lægger et eller andet ud i offentligheden – hvad end det er et stykke musik, en video eller bare et post. Som en forlængelse satte vi i det første indlæg i serien fokus på selve ‘fanfænomenet’ med hjælp fra Ekstern Lektor i Musikvidenskab på KU – Elise Ligaard, som har brugt lang tid på at studere fankultur. Vi giver nu ordet til nogle af de mange fans derude, som blandt andet beskriver, hvordan de første gang stødte på deres store idoler, og hvad det er, de specifikke kunstnere har gjort så rigtigt. Herunder kan du læse anmelder hos musikmagasinet Bands of Tomorrow – Sofie Christiane Rees – tanker om bandet Alice In Chains, som hun er stor fan af.
Mit første møde
Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Alice in Chains, var jeg omkring fjorten år gammel. Jeg havde dengang allerede et lille kendskab til grunge-genren, for mange af mine bekendte havde i et stykke tid rådyrket Nirvana og Pearl Jam. Dog var det først, da jeg i gave fik foræret albummet Dirt, at jeg for alvor begyndte at interessere mig for denne type musik.
Dirt udkom i 1992, og selvom det kun var Alice in Chains’ anden albumudgivelse, sikrede det bandet et solidt ry på den internationale rockscene. Når man lytter til albummet, forstår man hvorfor. Deres lyd er på én gang djævelsk og guddommeligt smuk, teksterne er hjerteskærende i deres desperate, ensomme og gennemgående ulykkelige udtryk, og sjældent har en gruppe, der gør så udpræget brug af vokal flerstemmighed, samtidig formået at fremstå så afsindigt hårde.
Født i det forkerte årti
Gruppens nuværende forsanger William Duvall er virkelig dygtig, og jeg har været heldig nok til at opleve Alice in Chains live to gange i nyere tid – men alligevel var der noget særligt over bandets tid med nu afdøde sangskriver og forsanger Layne Staley. Da jeg lærte Alice in Chains at kende, gennemgik jeg en periode, hvor jeg næsten ikke hørte andet, og jeg ransagede desuden internettet for al den information, jeg kunne finde om dem. Særligt var jeg optaget af Staley, og dette skyldtes hovedsageligt den MTV-Unplugged koncert, som de opførte i 1996. På dette tidspunkt var Staleys stofmisbrug eskaleret, og under koncerten har han det helt klart ad helvedes til: Han sidder foroverbøjet som en sky, lille dreng; når han ikke har solbriller på, bemærker man, at hans øjne er vandede og røde, og han glemmer teksten til ”Sludge Factory”. Alligevel er det en fænomenal præstation.
Bandet har en imponerende sammenhængskraft, hvilket blandt andet kommer til udtryk, da de resterende medlemmer på fineste vis får samlet den krakelerende Staley op og fortsat deres show. Dertil er det en fornøjelse at høre guitarist og sanger Jerry Cantrell unplugged. Ved dette show får han virkelig fasttømret sin status som én af rockmusikkens mest betydningsfulde guitarister.
Alice in Chains er én af hovedårsagerne til, at jeg til tider kunne ønske, at jeg var født tyve år tidligere. Intet andet rockband har givet mig så betydningsfulde musikoplevelser, og Dirt gør om muligt et endnu større indtryk på mig i dag, end det gjorde for femten år siden.
Drømmer du om at kickstarte din karriere som artist og danne din egen fanskare?
Ansøg om en plads på Innovative Artist Academy