fbpx

Fans af Bands #5 – Hvorfor jeg elsker Iggy Pop

Indledning: Nikoline Skaarup
Tekst: Kenneth Tygesen

Hvad er din musik værd, hvis der ikke er nogen, der lytter til den? Vi sætter i artikelserien »Fans af Bands« fokus på fans og fankultur. 

Da vi tilbage i 2017 fik en snak med Debs Wild, som meget beskedent er kvinden, der opdagede Coldplay og nu står for bandets kontakt med deres millioner af fans, var hendes bedste råd, at du som artist skal involvere eller i hvert fald tænke over at kommunikere med dine fans fra det øjeblik, du lægger et eller andet ud i offentligheden – hvad end det er et stykke musik, en video eller bare et post. Som en forlængelse satte vi i det første indlæg i serien fokus på selve ‘fanfænomenet’ med hjælp fra Ekstern Lektor i Musikvidenskab på KU – Elise Ligaard, som har brugt lang tid på at studere fankultur. Vi giver nu ordet til nogle af de mange fans derude, som blandt andet beskriver, hvordan de første gang stødte på deres store idoler, og hvad det er, de specifikke kunstnere har gjort så rigtigt. Anmelder hos musikmagasinet Bands of Tomorrow – Kenneth Tygesen – fortæller her om sin store passion for Iggy Pop.

Mit første møde

Klokken må have været to om natten. Det var en af de der nætter, hvor vi havde startet med at drikke fra klokken tre om eftermiddagen og bare braget igennem hele dagen. Vi sad nede i Mølleparken i Tønder. Min kammerats Harman Kardon blev brugt til at spille musik fra. Jeg ved ikke, hvordan den kom på, men det var pludseligt, som jeg sad i det der alkohol-moment, hvor alt bare var perfekt. Vennerne var glade. Grin kunne høres over det hele. Det var et af de der teenage-moments, som altid forsøges rekreeret i en film. Ud af højtalerne hører jeg denne her ørken-western guitar. Lead er mixet i baggrunden, men rytme og bass er mixet helt foran. Jeg er solgt. Sangen er “The Passenger” med mit største idol, Iggy Pop.

James Newell Osterberg Jr., som han borgerligt hedder, er efter min mening et af de vigtigste mennesker inden for musikhistorien. Den aggressivitet og rebelskhed, som man lærte at kende rockkulturen for, kom fra Iggy Pop. Før Iggy gik solo, var han i det legendariske band Iggy and the Stooges. Det var netop her, at Iggy var med til at cementere sin legendestatus. Bandet startede ud med, hvad vi i dag ville kalde noise-rock. Der blev spillet på gængse instrumenter, men samtidig også alt fra støvsugere til store metalbjælker. De første to plader er eksperimentelle og larmende. Tag bare numre som den tre minutter lange, støjende “I Wanna Be Your Dog” efterfulgt af den ti minutter lange, psykadeliske “We Will Fall” fra debutpladen i 1969. Den efterfølgende plade Funhouse, hvor Iggy Pop var på LSD hele optagelsen igennem, er i samme boldgade.

Men den tredje plade, Raw Power, er hvor Iggy & The Stooges gik fra at være kendte rockmusikere til at være rocklegender. Raw Powers mixing er famøs. Det er en utroligt larmende plade. Den er raw. “Penetration”, “Gimme Danger”, “Search & Destroy”, “Raw Power”, “I Need Somebody” og “Your Pretty Face is Going To Hell”. Så larmende. Så magtfuldt. Så råt. 1973 var slet ikke klar på den knytnæve af en plade, som Raw Power ville vise sig at blive. Hvad mange nok ikke ved er, at pladen blev mixet af David Bowie, som bagefter skulle vise sig at blive en af Iggy Pops vigtigste og bedste venner. 
Pladen bliver ofte citeret som en af de mest indflydelsesrige plader. Kurt Cobain fra Nirvana havde famøst skrevet den øverst på sin liste af yndlingsplader. Josh Homme fra Queens of The Stoneage har udtalt, at det er, hvad der fik ham til at gå fra Polka til Rock og Johnny Marr fra The Smiths har udtalt, at det er, hvad der fik ham til at gå fra pop til rock.

Fra Iggy and the Stooges til Iggy Pop

Iggy gik herefter solo. Hans liv havde på nuværende tidspunkt indeholdt utrolig mange stoffer – mest kendt er nok hans heroin- og LSD-misbrug. Historiebøgerne siger, at når The Stooges skulle optræde, ville de fixe i deres green room før showet. Der ville derefter være en smule blod på eller i kanylen. Dette ville de så svinge rundt i rummet, så når ejeren kom ind og hentede dem, ville der være blod smurt op af væggene. 

For at blive clean flyttede Iggy til Berlin sammen med David Bowie. De ville hjælpe hinanden med at komme af stofferne og fokusere på musikken. I denne periode fik Iggy, sammen med Bowie, lavet den industrielle og eksperimenterende The Idiot såvel som back-to-basics pladen Lust For Life. Man kan eksempelvis tydeligt høre, at Bowie synger kor på nummeret “Tonight”. Det var også her, at Iggy og Bowie lavede nummeret “China Girl”, som folk måske bedst kender for Bowies eget cover.
“The Passenger” fra Lust For Life er utroligt sigende at lytte til, da man kender til baghistorien. For mit vedkommende er det en sang om accept af ens natur, idet man har ændret sin identitet drastisk. Bare fordi man har sagt farvel til en del af ens liv, er det ikke ens betydende med, at ens liv skal stoppe.

Fan af et band? Eller nærmere et band med fans?
Innovative Artist Academy er et forløb for dig, der drømmer om en stor fanskare.

Mit store idol

Det, der gør Iggy Pop til mit idol, er hans lyrik og hans stemme, men også hans historie. Iggy Pops lyrik er bundet i et letforståeligt univers. Det virker til at være så lette tekster at skrive, og alligevel er de så sigende. Teksterne på Lust for Life og The Idiot er så dybtfølte og velbeskrivende, at man føler, at man er i Iggy Pops hoved, når han synger “Everything will be alright tonight”. Jeg kan være i det værste humør, men at høre den sætning … så ja. Alt skal sgu egentlig nok blive okay alligevel. 

Iggy Pop har desværre aldrig udgivet en selvbiografi, men de mange dokumentarer såvel som interviews, man kan finde på blandt andet Youtube, giver et særdeles godt indblik i hans liv, hans tankegang og ikke mindst hans musik.

For mit vedkommende er der noget betryggende i at vide, at en mand, der har været så dybt afhængig af hvad end det måtte være og været ude, hvor man ikke længere kan bunde, kan komme tilbage til verden, clean, og stadig skabe musik, der er lige så indflydelsesrig som dengang, han ikke var. For mig betyder det egentlig bare: Der er nogle ting af dig som person, du måske er bange for at smide væk, fordi du føler, at det er en del af din identitet. Man kan være bange for forandring. Men om du har et misbrug, din kæreste har forladt dig eller du har problemer i livet, så er det ikke, hvad der identificerer dig. Hvad der skaber dig som menneske. Det, der gør det, er hvordan du håndterer de udfordringer og kommer ud på den anden side som et nyt menneske. Hvis Iggy kan, så kan du også!

Iggy Pop er mit store idol, fordi han har skubbet grænserne for, hvad rockmusik er. Det er ikke for sjov, han kaldes “The Godfather of Punk”. Han var en af de første punkmusikere – før de overhovedet eksisterede. 
Hans musik er energisk. Livsbekræftende. Larmende og – ikke mindst – f*cking awesome! Uden Iggy Pop var der ingen punk. Der var ingen grunge. Der var ingen stoner. Der var ingen hardcore. Ingen metal. Nirvana, Queens of the stoneage, Black Flag, Ramones, Sex Pistols, Metallica. Alle ville ikke eksistere, hvis ikke for Iggy Pop. 

Jeg er fan af Iggy Pop, fordi hans musik taler til mig. Det er en af de få kunstnere, hvor jeg føler, at han kan synge, hvad jeg selv tænker. Han kan formulere sig på den måde, jeg gerne vil. Han er mit store idol, fordi han, ligesom jeg, er “The Passenger”.

Vil du have fans, der bare er halvt så passionerede omkring dig, som Kenneth er om Iggy Pop?
Følg musikbrancheforløbet Innovative Artist Academy og kickstart din karriere!